Större Piplärka
Jeg glemmer det aldrig – en sand lektion i Feltbestemmelse!! Falsterbo i Skåne, yderst ude på Nabben, 2001. Vi står en større klynge og betragter de fugle, der passerer på det sydvestlige træk. Mange Røde Glenter, Spurvehøge, diverse vadefugle og ænder m.m. Pludselig lyder råbet fra en midt i flokken: Större Piplärka! Vi har endnu ingen fugl set, men manden har åbenbart hørt en umiskendelig lyd, og peger i den rigtige retning. Alle siger: Nåååh. Kort efter kommer fuglen til syne – en Storpiber altså (første gang vi ser den). Nu høres kaldet, et hæst gråspurveagtigt kald, mens den passerer i store flade buer. Fuglen forsvandt for os alle – om den trak ud, eller gik ned i det høje græs, fandt vi ikke ud af. Men pointen, den havde vi alle forstået: Fuglen var blevet bestemt på kaldet. Manden havde simpelt hen HØRT fuglen, længe inden han selv eller nogen vh/Peter |