Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

18. marts 2006

Perleugle i Nordjylland

I disse dage har Nordjylland besøg af en rastende Perleugle. Nærmere bestemt Tved Plantage nord for Thisted. Man kører frem til P-skiltet lige hvor Tved by slutter og vejen går ind mod kirken og et par hundrede meter længere inde mod skovfogedboligen. Her kan man passende stå og lytte et sted hvor to skovveje krydser hinanden. I aftes hørtes fuglen ud ad skovvejen vestpå herfra.

Perleuglen er nataktiv, og svær at få at se. Den er kendt for at være sky; den gemmer sig ligefrem – hvorimod f.eks både Spurveugle og Høgeugle typisk sidder frit fremme. Den høres kun efter mørkets frembrud.

Det var en helt særlig oplevelse at stå 32 lyd-koncentrerede personer, og ikke så meget som én med fotoudstyr, hvilket var næsten befriende, (og der var sågar et dygtigt barn iblandt) midt i en mørk skov (med lidt for meget trafikstøj i periferien!) med svanesang – fuglene sås ikke, men ca. 25 Sangsvaner hørtes regelmæssigt uden for skoven. Og med myriader af stjerner og stjerneskud over (og der syntes at dukke langt flere stjerner op end man normalt ser i byområder – til sidst var mængden helt uvirkelig) og lytte efter Perleuglens sang. Det klare og absolut vindstille vejr gjorde forholdene ideelle, og det var en stor helhedsoplevelse at være der. Vi var på stedet da det endnu var lyst, fra kl. 19 og måtte vente godt 1,5 time, før uglen gav lyd fra sig. Fuglen tudede da ivrigt, fra ca. 20.30 og i hvert fald 45 min. frem. I de første minutter med lidt tid mellem de enkelte serier, men derefter næsten uafbrudt. Typisk 5-7 fløjl pr. serie.

Og turen tilbage til p-pladsen ved kirken, foregik i bælgmørke hvor man sagde omhyggeligt "godaften" til hver en skygge, man mødte eller ikke mødte…

*

Fuglen i Tved må siges at hævde territorium.

Perleuglen er en ny ynglefugl her i landet – med ét par på Bornholm. Men Norge og Sverige huser en stor bestand. I Sverige angives bestanden at være 18.000-24.000 par i større gnaverår. Det første sikre danske ynglefund blev som sagt gjort på Bornholm, i 1979. Siden da er arten næsten årligt set på øen i yngletiden, og flere gange er der konstateret yngel. Den største bestand var i 1987 med fem territorier og mindst ét sikkert ynglefund. Den 5. marts 1996 blev seks Perleugler hørt synge på Bornholm, hvilket er det største antal, som er hørt her i landet.

Arten har dog muligvis allerede ynglet i Danmark i 1968, hvor en ungfugl blev set i juli måned i Nordjylland. I de senere år er der gjort flere sommeriagttagelser på Sjælland og i Midtjylland. Vi kan derfor formode, at Perleuglen er ved at etablere sig som fast dansk ynglefugl I lyset heraf har man i de seneste år opsat perleuglekasser flere steder i landet
(kilde: Mehltofte/Fjeldså: Fuglene i Danmark. Gyldendal 2002).

vh/Peter

De senest indberettede arter i Naturbasen: