Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

16. januar 2009

Rapsoliediesel er miljøsvindel for milliarder

Som reaktion på regeringens kommende biobrændstoflov vil producenterne af rapsoliediesel nu ind på det danske marked og fordoble produktionen. Det er en skandale! Se denne blog i Politiken:

blog.politiken.dk...

Eller se her:

Rapsoliediesel er miljøsvindel for milliarder

DANMARK ER FØRENDE I PRODUKTION AF RAPSOLIEDIESEL. MEN OLIEN GAVNER OVERHOVEDET IKKE KLIMAET, PRODUKTIONEN SKER PÅ BEKOSTNING AF DANMARKS VILDE NATUR, OG DET ER DYBT UETISK AT BRUGE SUNDE FØDEVARER TIL DIESEL. NY LOV BØR STANDSE DETTE HOVEDLØSE VANVID.

Regeringen er ved at lægge sidste hånd på en dansk lov, der skal sikre, at vi i Danmark bruger mindst 5,75 % biobrændstof i benzin og diesel. Det er et EU-krav som følge af klimakrisen.

Men regeringen bør i loven sikre strenge krav til, at produktionen bliver bæredygtig. Ellers risikerer den at skyde sig selv i foden og gøre ondt værre. Hovedparten af Danmarks biodiesel bliver nemlig i dag fremstillet af olie fra raps. Og det skal stoppes, da det af flere grunde er særdeles problematisk:

Belaster klimaet lige så meget som almindelig diesel


På grund af energiforbrug og lattergasudslip ved dyrkning af raps og fremstilling af rapsolie er klimaeffekten af klimagasser ved brug af rapsoliediesel lige så stort som ved brug af almindelig dieselolie. Der er ingen klimafordel. Producenterne vildleder kunderne ved kun at fortælle om CO2-fortrængning og ved at påstå, at det er miljø- og klimavenligt at køre på rapsolie. Det er det rene vrøvl.

Rapsdyrkningen går ud over Danmarks natur


Der blev i 2008 dyrket raps på ikke mindre end 173.000 ha, hvoraf rapsfrø fra omkring 150.000 ha (ca. 5 % af det dyrkede areal) brev brugt til fremstilling af rapsoliediesel.

I 2008 blev ca. 25 % af Danmarks lysåbne natur pløjet op for angiveligt at “mindske sult og nød i verden” som fødevareminister Eva Kjer Hansen forklarede det i Politiken den 26. august 2008.

Er det rimeligt, at Danmark skal ofre sine naturværdier for at skaffe mad til verden?

Reelt er hele det oppløjede areal (og mere til) indirekte gået til den ubæredygtige produktion af biodiesel fra raps. Sådan anskuet har produktionen af rapsoliediesel medvirket til de største ødelæggelser af Danmarks natur i årtier.

Det er i hvert fald ikke rimeligt. Det er en skandale.

Uetisk anvendelse af sund mad


Rapsolie er en af de sundeste spiseolier. I Danmark bruger vi altså sunde fødevarer til diesel…vi brænder simpelthen mad til over én million menneskers behov af på den måde - om året! Det er selvfølgelig dybt uetisk og nærmest tragikomisk i lyset af fødevareministerens udmelding.

Stop produktion af biodiesel fra raps

Den danske rapsoliediesel produceres i dag på tre oliemøller: Emmelev Mølle på Fyn, Scanola i Århus og den nystartede Rapsol på Lolland. Produktionen af de i alt ca. 150 millioner liter rapsoliediesel årligt går næsten udelukkende til eksport. Især Emmelev har tjent så styrtende på produktionen, at møllens direktør bl.a. omtales på udenrigsministeriets hjemmeside som “Den danske oliesheik”. Derfor reagerede Emmelev da også omgående positivt på nyheden den 14. januar om den biobrændstoflov, som regeringen arbejder på. Producenten vil fordoble sin produktion og glæder sig til at sælge rapsoliediesel på det danske marked.

Men loven om biobrændstof skal indeholde krav om bæredygtighed ved al produktion af biobrændstof. Danmark har en stribe forpligtelser i forhold til både klima, miljø og natur. Det kan produktionen af rapsoliediesel overhovedet ikke leve op til. Og den uetiske anvendelse af sund mad til brændstof gør sagen endnu mere grotesk.

Den hurtigt voksende produktion af rapsoliediesel er miljøsvindel for milliarder.

Jeg ser frem til, at regeringen kommer med en biobrændstoflov, der stopper den vanvittige produktion af rapsoliediesel så hurtigt som mulig.


De senest indberettede arter i Naturbasen: