Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

14. marts 2009

Hedetur i marts!

Når man nu bor herude i det vilde vesten, kan man ikke bare gå hen til det nærmeste hegn og stikke kameraet op i det ene næsebor på en tårnfalk og tage en serie billeder. Næ, næ, sådan foregår det ikke her. Vi må holde os på ærbødig afstand.

Under en lille tur på heden før middag kom jeg i nærkontakt med en jagende tårnfalk. Nærkontakt er måske så meget sagt - den var, hvor jeg var, og jeg var, hvor den var - problemet var bare, at vi ikke var samme sted på samme tid. Jeg havde en underlig fornemmelse af, at den ikke rigtig brød sig om min tilstedeværelse. I hvert fald var jeg aldrig nærmere end 100-200 meter fra den. Og på heden er det svært at snige i ubemærkethed! :-(

Nå, tårnfalken havde sin foretrukne rute. Den musede over en åben flade i at halvt minuts tid - godt hjulpet af en let brise - fløj lidt hen, musede, fløj videre osv. Det hele virkede ret systematisk, som om den havde prøvet det før.

Jeg forsøgte at gøre mig usynlig, bl.a. ved at camouflere mig ved at stå i læ af en enlig ene - godt ombølget af den karakteristiske lugt af rævepis - uden at tårnfalken dog lod sig narre til at komme tættere på af den grund.

Men som altid er det jo spændende at se den i aktivitet. Mens den musede, så den pludselig ud til at have fået gevinst. Den klappede vingerne sammen og satte i et styrtdyk mod jorden, hvor den forsvandt i lyngen. Et øjeblik senere fløj den op med noget ormelignende i kløerne. Den tog retning mod toppen af den ene, som jeg senere brugte som ly.

Hvad det var, den havde fanget, lader sig næppe opklare. Afstanden var for stor og billederne for dårlige. Hugorm og stålorm kunne efter lokaliteten være kandidater, men med kun 7 graders varme og overskyet er det vel ikke det mest sandsynlige? På et af billederne kunne det måske mest ligne et firben, men mon?

Nå, men det var da nu en ganske hyggelig tur! :-)

MVH

Kristian


Foto: Kristian Borum

De senest indberettede arter i Naturbasen: