|
|
"Redningsaktion Havørn 2008"
"Redningaktion Havørneunge - August 2008." Den 13. august sidste år, faldt ungen af Sdr. Stenderup-parret ud af reden. Jeg og nogle andre observatører fandt den siddende på en gren ca. 3 meter under reden. I løbet af dagen "faldt" den ned i ca. 5 meters højde -Stadig siddende på en siddegren i redetræet. Dagen efter var ungen helt forsvundet; men forældrefuglene sad i reden og kaldte på den og man kunne høre at den svarede igen. Da jeg kendte redeskoven i hver eneste lille krog, vidste jeg at rundt omkring den lave bøgebevoksning bag reden, voksede der et ca. ½ meter højt og MEGET tæt brombærkrat -Hvis ungen var landet i det eller var "fanget" i bøgeskoven, ville den være slemt i knibe. At lette herfra ville være umuligt med et vingefang på ca. 230 cm. Brombærkrattet var min største bekymring. En lav bøgebevoksning ville ungen sagtens kunne finde ud af; men da bøgeskoven som sagt var "indhegnet" af brombærkrattet, ville dette nærmest virke som et kæmpemæssigt edderkoppespind i forhold til havørneungen. Jeg bestemte mig at give ungen et par dage til at komme på vingerne -Hvis den sad på en gren eller i lysningen under redetræet, kunne den sagtens klare sig. Den 15. august om formiddagen så jeg at der blev smidt mad ned i skovbunden fra luften af forældrefuglene -Altså sad den ikke på en gren; men 95% sikkert på skovbunden, og et sted hvor de voksne ihvertfald IKKE havde lyst til at lande. Jeg turde ikke tage nogle chancer og den 16. august bestemte mig for at gå over i redeskoven for at kigge efter ungen. Forældrefuglene fløj lige over mig og holdte øje med mig. Det varmede at se, at de bekymrede sig for deres unge, hvilket måtte betyde, at den stadig var i live og at de ikke havde opgivet den. Desuden kunne jeg se på deres adfærd at ungen, som frygtet, sad inde i bøgeskoven -Den var simpelthen dalet ned imellem grenene. Efter at have passeret brombærkrattet og var kommet ind i bøgeskoven, opdagede jeg ungen siddende på en lille forhøjning -en tidligere rævegrav. Den så sund og rask ud -Ingen brækkede vinger. Pyha!... Det var godt at se, da vi havde været ekstremt nervøse for den. Dette var første gang nogensinde og håber iøvrigt at det er sidste gang, at jeg har været så tæt på en havørn under sådanne omstændigheder. Adrenalinen pumpede -Ungen var næsten lige så stor som hunnen og større end hannen. Der stod jeg så foran en kalkunstor rovfugl; et vingefang på 2,3 m., en boltsaks af et næb på 7 cm. og med 8 sylespidse kløer monteret på to fødder, som ville fungere som skruetvinger, og som ville være nok til at anrette uoprettelige skader, hvor end den måtte gribe fat. Bagkloen på en ørn af denne kaliber måler 7 cm.; de øvrige 6 cm. Ungen virkede ikke enormt bange; men advarede mig selvfølgelig som den skulle, ved at udstøde nogle kvabbende og hvæsende lyde og sprede sit enorme vingefang ud. Efter kyndig vejledning fra en rovfugle-ekspert, fik jeg taget min røde striktrøje af. Den skulle bruges -både som beskyttelse af mig selv; men også som klæde til at lægge over ungens hoved. Fugle slapper af, når man lægger noget over hovedet på dem -Alle kender vist den med fugleburet. De første par forsøg på "mørklægning" lykkedes ikke. Tilsidst lykkedes det mig med stille og rolige bevægelser at lægge trøjen over hovedet på ørnen, som faldt helt til ro. Jeg gik om bag ved den og greb fat under "hånden og hælen" -Ligesom man ville løfte en høne eller kalkun. Stille og roligt løftede jeg ungen, som dog prøvede at holde sig fast til skovbundens løse grene, og nu forstod jeg pludselig hvorfor vingerne ikke har kunnet bære den. Den har allermindst vejet 4,5 kg. Jeg gik ud fra bøgeskoven, igennem brombærkrattet og ud i lysningen under redetræet -Meget overrasket over dens rolige adfærd. Jeg satte den i lysningen, tog trøjen fra dens hoved og begyndte at bygge en lille "rede" i skyggen -Samlet af grene, som var faldet ned fra reden oppe over os. Ungen fulgte MEGET nysgerrigt med og slappede nu af -Ihvertfald mere end mig, for mit hjerte bankede ekstremt vildt og adrenalinen pumpede videre; så meget at jeg på et tidspunkt måtte sætte mig ned i skovbunden, da min ben rystede så meget. Jeg var vist den mest nervøse af os to, for ungen begyndte at pudse fjer. Jeg lagde tilsidst græs på min træbunke og forsvandt ud af skoven. Nu var det bare at vente og se, om redningsaktionen bar frugt. Næste dag skete der ikke noget, og ungen var ikke at se; men dagen efter d. 18. august om eftermiddagen, sad ungen igen på reden. Dette var nok den bedste dag i hele 2008 -Min redningsaktion var lykkedes. Herefter denne oplevelse kunne jeg, hvis ungen sad i et træ, gå helt tæt på den uden at den var anfægtet af min tilstedeværelse. I Sønderskoven v. Lyngmoselinje har flere personer stået og kigget på ungen, som sad helt tæt på offentlig skovvej -Ikke bare 25 meter væk; nej lige over hovederne på os faktisk. Ungens tillid til mennesker hang ved de næste par måneder, da man i Sdr. Bjert over en tidsperiode, flere gange oplevede den komme ved en lille uanseelig sø og fange koi-karper, som ukendte personer havde sat ud i søen - en rigtig fin måde at øve sine jagtfærdigheder på, hvis man ikke er bange for mennesker. Havørneparret v. Haderslev Fjord er også blevet set jagte og fange koi-karper i en lille sø, så dette fænomen er ikke nyt. Måske en dag vi vil opleve Norske og Canadiske tilstande med vores havørne. |
Denne tråd stammer fra vores forum-arkiv og kan derfor ikke besvares.
Du kan i stedet få hjælp til identifikation af dyr, planter og svampe ved at oprette en artsbestemmelse.