Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

5. juli 2004

Hedehøge skal reddes fra høstmaskiner

Ny aftale skal sikre hedehøgen, der er blandt de sjældneste og mest truede rovfugle, der yngler i Danmark.

Den smukke rovfugl indvandrede til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, og bestanden kulminerede i 1930´erne og 1940´erne med 350 – 400 ynglepar. På dette tidspunkt ynglede de fleste par på heder, i hedemoser og i de nyplantede plantagearealer, der dengang dækkede store arealer i Vestjylland.

I dag er der kun mellem 30 og 40 par hedehøge i hele landet,- heraf yngler stort set alle i det sydvestlige Jylland, primært i tilknytning til marskarealerne ved Vadehavet. Siden begyndelsen af 1990´erne er en stigende del af bestanden begyndt at yngle i dyrkede marker. To trediedele af bestanden har således de seneste år haft deres reder i græsmarker, marker med vinterafgrøder som hvede og byg samt i rapsmarker.



Hedehøgens æglægning finder sted fra midten af maj til midten af juni og rugetiden er cirka 4 uger. Ungerne bliver flyvefærdige efter 4 – 5 uger, fra begyndelsen af juli til begyndelsen af august. Da høsten af græsafgrøder kan finde sted fra begyndelsen af hedehøgens redetid, og høsten af vinterafgrøderne kan begynde før ungerne er flyvefærdige, er en betydelig del af hedehøgens kuld i fare for at blive ødelagt under høstarbejdet. Når maskinerne kører igennem markerne, lægger ungerne sig på ryggen for at forsvare sig med kløerne. Denne adfærd betyder desværre, at de enten bliver dræbt eller – som det ofte sker – får kappet benene af og lider en langsom og pinefuld død.

Med henblik på at sikre en bedre beskyttelse af ynglende Hedehøg i Sydvestjylland, er der netop indgået en samarbejdsaftale mellem Dansk Ornitologisk Forening, Landboorganisationerne, Ribe Amt, Sønderjyllands Amt samt Skov- og Naturstyrelsen.

Indholdet af aftalen omfatter bl.a.:

En registrering og overvågning af alle ynglepar af Hedehøg i Ribe og Sønderjyllands amter.

En lokalisering af de enkelte ynglepar for at vurdere risikoen for, at afgrøderne høstes, før ungerne er flyvefærdige.

Kontakt til ejeren og brugeren, der informeres om hensigtsmæssige tiltag for at beskytte fuglene.

Afholdelse af et årligt informationsmøde for lodsejere og andre interesserede.

Udarbejdelse af informationsmateriale i form af en hjemmeside og en folder om Hedehøgen samt hensigtsmæssige driftstiltag til gavn for denne.

Projektets succes afhænger helt og aldeles af den gode vilje hos og samarbejdet med de landmænd, der dyrker jorden, hvor en af Danmarks smukkeste og mest truede rovfugle yngler. Derfor er Dansk Landbrug gået med i af-talen, og anbefaler de lokale landmænd at tage de nødvendige hensyn til Hedehøgen. Aftalen gælder foreløbigt for perioden 2004 – 2008.

Landmænd, der mener at have ynglende Hedehøg i deres marker, er meget velkomne til selv at rette henvendelse til:

Ribe Amt – tlf. 79 886000 (John Frikke)

Sønderjyllands Amt – tlf. 74 335050 (Aksel Voigt)

Kontaktpersoner til de øvrige organisationer er :

Skov- og Naturstyrelsen: Jeppe Ebdrup tlf. 74826105

Dansk Ornitologisk Forening: Lars Maltha Rasmussen tlf. 75446604

Dask Landbrug i Ribe Amt: Peter Borgen Tlf: 76561103

Dansk Landbrug i Sønderjyllands Amt: Gunnar Jespersen Tlf. 73742328



Foto: Frederik Engell Holm

De senest indberettede arter i Naturbasen: