Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

17. april 2009

Hvad er bæredygtig jagt?

Jeg er ikke "ude med riven", men kunne godt tænke mig at få dette diskuteret på nogenlunde saglig vis her - d.v.s. uden de helt store følelsesmæssige udladninger og "bodegasprog".

Idealt set er det vel noget med at høste af det bestandoverskud, der alligvel ville gå til; lægge hovedvægten på naturoplevelsen - og så en gang i mellem komme hjem med et stykke vildt til gryden som prikken over iet. Men den holder jo ikke i byretten i dagens Danmark. Jagten er gennemgående så stor og intensiv, at man i langt de fleste sammenhænge foretager udsætninger, fodringer for at lokke vildtet til o.s.v.

Danmark er et lille land. Hvor meget jagt er der plads til, uden at det går væsentligt ud over natur og miljø?

Jeg er ikke selv jæger, men ikke på nogen måde forudindtaget, og værdsætter rådyr, fasaner, harer o.s.v. både i naturen og på middagsbordet.

For tiden færdes jeg meget ude i agerlandet i forbindelse med mit arbejde. Det har slået mig, at de små naturoaser der trods alt stadig er i agerlandet i form af småplantninger, mergelgrave, småmoser, lunde, vildtremiser o.s.v. - er meget - og ofte meget bastant - præget af jagtinteressen: vildfodring, skydeskjul o.s.v. Småbiotoperne får lov at gro til for evt. at kunne tiltrække lidt vildt. Mergelgravene gror til med pil og frøer og salamandre forsvinder, fordi de simpelthen bliver for kolde og skyggede.

Jeg synes det her er en vigtig diskussion. Det hele skal ikke være politisk korrekt CO2-kvababbelse.

Hvad er bæredygtig jagt? Hvad kan og vil vi leve med?

Poul Evald

De senest indberettede arter i Naturbasen: