Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

25. oktober 2009

Genmelding af en farveringmærket fugl



Er man heldig at se en fugl med farvering (ColorRing/CR), så kan man finde frem til de forskellige arters kontaktpersoner på den jævnligt opdaterede belgiske farvering-side www.cr-birding.be/.

(home.scarlet.be...#theprojects er et lidt mere direkte link til sidens art-links).

Orker man ikke eller kan man ikke finde CR’ens kontaktperson via den side, så har Zoologisk Museum har lavet en fin side (på dansk), hvor man selv kan indtaste observationer/fund af ringmærkede fugle (både metal- og farveringe): www.zmuc.dk...genmeldingsform.

Der kan også læses mere her: www.zmuc.dk...index.

Sku’ man være heldig at se en måge med en norsk CR (ringenes fire eller femcifrede kode starter med ”J”, og der er nok størst chance for at se én på den jyske vestkyst – især langs Skagerrak), så har nordmændene lavet en meget fin side:

www.ringmerking.no...default...

Der kan man selv indtaste alskens info om CR’en, mågen, plotte stedet ind på et kort og uploade fotos.

Efter indtastning får man vist eventuelle fotos og info om CR’ens tidligere observationer, hvor man kan klikke sig frem til fx mærkedata, kommentarer fra observatørerne og googlekort med streger mellem obs-lokaliteterne.

Desværre får man kun adgang til data om de CR’s, som man selv har set/indberettet – så man må ud og tjekke mågeben….

Man kan på samme side også indtaste nogle norske CR’s fra ride, skarv, bramgås og fjordterne på siden – dem har jeg bare ikke haft held med (endnu..).



Vil du forsøge at aflæse mågeCR’s, så kan jeg anbefale at tjekke strande og ikke mindst havne og parker, hvor man ofte kan komme meget tæt på. Enten fodres fuglene direkte, eller også har de relativ let adgang til fiskeaffald.

Ofte kan man få mågerne helt tæt på med brød – men som regel kun de steder, hvor de har vænnet sig til, at mennesker kan betyde mad.

Hvis mågerne af en eller anden ukendt grund ikke vil tage brød fx på en havnekaj, så kan det være en fordel også at smide lidt i vandet – det tør mågerne næsten altid at kaste sig over.

Mågerne er også ret nervøse for kraftige overhåndskast, mens bløde underhåndskast især er bedst i starten. Kan man fodre fra en bil, er det perfekt – bare man ikke får mågerne ud, hvor lastbiler osv kommer i høj fart.

Et helt franskbrød kan få mange måger ned på kajen i længere tid, men ellers er det en fordel ikke at fodre med for store stykker brød. Stumper på størrelse med et fingerled er fint, mens store stykker (fx et helt rundstykke) ofte får flere måger til at flyve væk, mens de kæmper om brødet.

Lyst/hvidt brød er klart bedre end mørkt (rugbrød), men får man først startet tag-selv-festen, så skal det hele nok glide ned…

Jeg har ofte en hel pakke toastbrød med i tasken og kan tit få mågerne lokket ned fra flade tage, hvor benene ikke kan ses.

Især toastbrødet fra en vis tysk discountkæde kan (uåbnet) holde sig næsten mistænkeligt længe: Jeg har for sjov gemt en pakke, som ved opbevaring i et køkkenskab er ved at være helt tør og noget indskrumpet (men uden lugt eller mug!). Sidste salgsdag var 25/2 SIDSTE år (altså 2008)….

Ved CR-birding skal man helt klart bruge håndkikkert og notesbog/papirblok og gerne en blyant, da blæk har en kedelig udflydende tendens, hvis det bliver vådt.

Et teleskob er nok ”bare” en meget stor fordel – men ikke til at undvære, især med zoom.

Fotografering (evt digiscobing med (mobiltelefon-)kamera via teleskob/kikkert) minimerer risikoen for fejl ved aflæsning/notering. Selvom jeg har et par hundrede årlige aflæsninger, så er der af og til fejl/smuttere (måske pga travlhed, mange måger, hunde, turister, for stor afstand eller slidte CR’s) – men det kan minimeres, da rimeligt skarpe og klare fotos kan afgøre de fleste tvivlstilfælde…

God CR-birding! ;-) LP


De senest indberettede arter i Naturbasen: