Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

29. november 2009

Defekt Manfrotto-stativ

I marts 2008 købte jeg et Manfrotto-stativ af typen 055MF3 over nettet, dvs. firmaet Topvision Luxembourg S.A. (med afdeling i Tyskland). Tilsyneladende eksisterer firmaet ikke længere. Stativet har fungeret godt - indtil for nylig. I dette efterår var vi på flyrejse til Kroatien, og da jeg første gang efter ankomsten skulle bruge stativet, opdagede jeg, at der var opstået en defekt, som ikke havde været der før.

Benene kan skydes ud på teleskop-manér, hvorefter de låses med såkaldte "quick action leglocks". Hedder de på dansk "snaplåse" eller "hurtiglåse"? Nå, det er det samme princip, som jeg har set anvendt i adskillige år! De tre ben har alt i alt seks af disse låse, men to af dem var gået i stykker. Disse to befandt sig på de yderste "snaplåse". Dvs. to af benene kunne ikke skydes ud i fuld længde. Billedet viser defekten.

Jeg ringede derfor til den ene af Manfrottos repræsentanter i Danmark, Tura Scandinavia AB i Allerød. De var venlige, og ud fra en tegning (pdf), som de sendte mig, fandt jeg ud af, at de to defekte dele begge hed R055M,416. Jeg scannede fakturaen og emailede den til firmaet. Uden at have set stativet oplyste de, at de ville sende mig to stk. af denne "snaplås". Det vil tage ca. 4 uger, så jeg skal nok vente 3 ugers tid endnu. Helt i orden, for lige nu bruger jeg ikke stativet så meget og næppe i fuld højde.

Men jeg er uforstående over, hvordan de to snaplåse kunne gå i stykker. Iflg. Tura Scandinavia består materialet af støbt magnesium. Jeg har ikke på nogen måde måttet bruge mange krafter for at låse benene. Da jeg havde mit gamle Velbon-stativ, måtte jeg for nogle af de benlåse med tiden bruge mange krafter for at låse/spænde dem (uden at noget dog gik i stykker).

Jeg har kun én mulig forklaring: På flyrejsen til Kroatien lagde jeg mit stativ ned i kufferten, der røg ind i fragtrummet, hvor der kan komme en del frost. Låsene var (naturligvis) spændt. Kan frost og trykændring have forårsaget, at de spændte magnesium-låse sprængtes? Tura Scandinavia kunne ikke forklare det hændte og havde ikke hørt om noget tilsvarende, men min forklaring var også den bedste, de kunne komme i tanke om. Jeg vil tilføje, at stativet lå i en fast og stiv kuffert, der slet ikke var fyldt til bristepunktet. Jeg har tidligere haft stativet med på flyrejser i Europa (også i kufferten), men uden problemer. Fremover har jeg tænkt mig at løsne de seks snaplåse til stativbenene på sådanne flyrejser. Garantien på stativet udløber jo snart!

Har I oplevet noget tilsvarende? Har I nogen forklaring på, hvordan uheldet kunne ske?

Venligst

Henrik Bringsøe


Foto: Henrik Bringsøe

De senest indberettede arter i Naturbasen: