Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

15. december 2009

Hurra for Sverige! - skam dig, Danmark

Øv, øv og atter øv. Jeg ved godt, at svenskerne har afsat en del midler til naturovervågning. Men det er næsten at gnide salt i såret, når man læser den umanerligt lækre publikation ”Åtgärdsprogram för dynglevande skalbaggar 2007–2011” www.naturvardsverket.se...620-5689-1.pdf

forfattet af Håkan Ljungberg, der vil være F&N’s brugere bekendt som en meget stor kapacitet inden for biller www.fugleognatur.dk/brugere... Selv om den handler om lortebiller, og lugten næsten kan brede sig ud fra skærmen, er det en fremragende publikation. Og en yderst deprimerende publikation. For hvad er det, at vi kan i Danmark mht. natur? Har vi en artsportal? Næ. Har vi en velfungerende offentlig naturovervågning? Overhovedet ikke. Har vi nogle velfungerende naturhistoriske museer? Næ. Har vi noget som helst? Tja, det er faktisk et godt spørgsmål. Vi har en miljøminister, der hævder, at det går ufatteligt godt, men magten er deponeret hos fødevareministeren, og den danske natur får det bare ringere og ringere.

Det er egentlig ikke, fordi vi ikke ved noget om naturen i Danmark. Jeg tror faktisk godt, at vi kan matche svenskerne mht. konkret viden om naturen. Den konkrete viden er bare forblevet decentral, fordi ingen vil samarbejde om noget som helst. Den fællesoffentlige naturdatabase er strengt taget en farce, hvor enormt omstændelige beslutningsprocesser og tiden fra idé til handling nærmest dræber alt initiativ. Gårsdagens svar på morgendagens problemer. Og de grønne foreninger har hver deres database og gør generelt ikke noget for at sikre kompatibilitet med andre, som kunne tænkes at have gavn af data.

Problemet i den danske naturovervågning og –forvaltning er os alle sammen. Det er DMU’s, kommunernes, Danbifs, statens, museernes, de grønne foreningers og alle andres problem. Vi er så forvænte med systemtænkning, at vi – hvis vi står over for en udfordring – straks vil hævde, at staten skal poste nogle penge i systemet. Vi skal have nogle millioner ekstra til det ene og det andet. Og når man får nogle millioner, regner man med, at det hele kører. Gu’ gør det ej – i mange tilfælde er det penge ned i et sort hul af meningsløshed. Det er altså ikke penge, der er løsningen på den danske naturovervågning.

Løsningen ligger et helt andet sted, nemlig i vore hoveder. Vi er så lille et land, at alle kender alle. Og så alligevel ikke. For vi samarbejder tilsyneladende ikke. Naturligvis findes der tværfaglige og fede foreninger såsom fx ØBF, men i mere professionel sammenhæng er tingene stadig adskilte – akkurat som da jeg for 20 år siden som nystartet biologistuderende fik at vide, at det her søreme var en botanisk tur, og at vi ikke skulle kigge på fiskeørn ved Hampen Sø. Sådan er det stadigvæk. Der er blevet holdt adskillige officielle møder om en dansk artsportal, men alt er strandet på, at ingen vil afgive faglig information og indflydelse til andre. ”De skal ikke sidde med det, han skal ikke bestemme, miljøcentrene lukker alligevel snart, Skov- og Naturstyrelsen kan ikke forvalte deres egen….!, kommunerne kigger kun på bundlinjen, museerne er ude af trit med virkeligheden osv. osv.” Og Atlas Flora Danica er et fantastisk eksempel på, hvor galt det kan gå, når et arbejde, der strækker sig over 20 år, ender med at være totalt forældet, når det endelig skal publiceres. Øv.

Der er kun et sted, hvor klaveret spiller, også internationalt, og det er på F&N. Også på internationalt plan er F&N’s kombination af borgerdeltagelse og dataindsamling nemlig ganske unik. Det er her, hvor alle – uanset naturhistorisk ståsted - kan mødes og udveksle viden, oplevelser og information, og hvor tilgangen ydermere er så forpligtende, at det ender med udbredelseskort, observationsdata og faglige kommentarer.

F&N er opstået, fordi Thomas (med god hjælp fra en stadigt større gruppe af ildsjæle!) har villet det. Der er ingen, der rigtig har fået løn for det. Det er bare sket, og pointen er, at det er sket uden om systemet. Og det er nærmest sket på trods af systemet. Jeg afslører vel ikke for meget, når jeg bemærker, at der foregår en massiv boykot af F&N i officielle kredse. Der er ingen grænser for, hvor meget man gerne vil ”låne” fotografernes billeder til officielle publikationer, men når det kommer til dataindsamlingen og den faglige tilgang, er der lukket. Det er med F&N som med … et eller andet under bæltestedet. Alle gør det, men ingen vil indrømme det. I stedet henvises man til officielle hjemmesider såsom fx naturnet.dk. Det fortæller bare lidt om standarden.

Er det et problem? Overdriver jeg ikke lidt? Næ, det gør jeg faktisk ikke. På god Sarah Palin-vis siger jeg tingene, som de er ;-) Hvis dansk natur skal have en chance, skal alle gode kræfter spille sammen. Systemet skal forstå at udnytte, at der sidder i tusindvis af mennesker derude, som gerne vil gøre en indsats uden at få penge for det. Det skal være sådan, at når en eller anden glad julegris finder månetorbist på Samsø, så vil systemet straks følge op på sagen, så månetorbisten i det mindste finder vej til en eller anden form for officiel hjemmeside. På samtlige offentlige hjemmesider kan man således stadig læse, at månetorbist sidst er truffet i 1982. Man skulle næsten tro, at det var en målrettet sabotage af dansk naturforvaltning. Ingen har henvendt sig om fundet - jeg må selv løbe folk på dørene, hvis der skal ske noget! Svenskerne, derimod, de fører sig frem med månetorbister, fireplettede møgbiller og andre dejligheder i officielle og uofficielle publikationer, der naturligvis gøres tilgængelige på nettet. Tak for det, Håkan (y)

Nå, hvorom alting er, så er det jo noget, vi skal have gjort noget ved. Processen begynder nu. Og så har i øvrigt lige en artsbeskrivelse eller to, jeg kan nå inden sengetid :-)



Foto: Forside fra rapporten

De senest indberettede arter i Naturbasen: