Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

31. januar 2010

Skumringsfouragerende småfugle

Småfuglene har ret store svingninger I kropsvægten I løbet af døgnet om vinteren. Overlevelse af en kold vinternat forudsætter en cyclus af opbygning af fedtdepot (lipider) om dagen, der forbrændes om natten for at opretholde en passende legemstemperatur. Nogle fugle kan miste adskillige procent af kropsvægten på en kold vinternat.

Forsøg viser, at (dagaktive) småfugle typisk vil have omtrent samme kropsvægt om morgenen, uanset om de har haft adgang til meget foder den foregående dag. Småfuglene er altså typisk tungere om aftenen og lettere om morgenen.

Det lyder umiddelbart som en risikofyldt strategi, at være afhængig af at bygge fedtdepoter op dagligt. Fordelene for fuglene er at energiforbruget, der skal bruges til flyvning, er mindre, når kropsvægten er relativt lav. Fuglene har også lettere ved at undvige predatorer. Derfor har en del fugle skumrings-fouragering som en overlevelsesstrategi. Der ”fyldes på tanken” lige inden fuglene går til ro og skal til at forbrænde.

For småfuglene er det imidlertid også en strategi med risikomomenter. Der skal være tilgængeligt føde og fuglene skal finde et egnet sted at sove om natten, der beskytter mest muligt mod predatorer og som giver optimal beskyttelse mod nattens klima.

Ældre kilder har en tendens til at koble skumrings-fouragering sammen med ”nød” altså noget småfuglene gør i perioder med mangel på føde/under ekstreme klimatiske forhold. Nyere kilder anfører denne adfærd som et normalt adfærdsmønster, der er en del af småfuglenes overlevelsesstrategi.

I min have har jeg observeret store forskelle på skumringsaktivitet ved foderpladsen. Mens det er almindeligt at fuglene har en øget aktivitet sidst på eftermiddagen, så er sen skumringsaktivitet ikke et typisk fænomen. Det er typisk relateret til meget kolde nætter og til nogle bestemte arter.

Der er typisk tre arter i min have, der vil fouragere så sent at man ikke kan fotografere. (jeg har anskueliggjort fænomenet ved at tegne en hastig skitse). Arterne i min have tæller solsort, bogfinke og rødhals. I enkelte tilfælde fasan.

Mine erfaringer er altså, at sen skumringsfouragering varierer i forhold til vejret og at det drejer sig om bestemte arter. Der er tilsyneladende en sammenhæng også til "nød".

Min hypotese er, at de sene gæster ved foderpladsen muligvis også kan være lokale individer, der kender havens ”biotop” meget godt og som har faste overnatningssteder, mens de migrerende gæster er nødt til at prioritere det at finde et egnet overnatningssted højere end de ”faste beboere”.

Hvad er andres erfaringer m.h.t. routine, arter og antal, der fouragerer efter mørket er begyndt at falde på? Hvor almindeligt er denne meget sene fouragerings-adfærd? Hvornår finder den sted? Hvilke arter ses typisk sent på dagen ved foderbrædtet/foderpladsen? Hvormange fugle?

Jens



Foto: Jens Lund Hansen

De senest indberettede arter i Naturbasen: