|
|
|
Is, sne og salt natten til 4/2 i Sønderjylland.
I radioavisen i morges hørte jeg, at man advarede bilister om glatte veje i syd- og sønderjylland. Motorvejen var hamrende glat, selvom vejvæsenet havde saltet natten igennem. Saltet ville ikke ”bide sig fast” kunne de konstatere. Lad os tage et hurtigt kig på hvad ”bide sig fast” egentlig betyder. Når salt strøs på vejene opløses saltet i vandet. Opløsningen af salt i vand er en endogen reaktion, hvilket betyder, at den kræver varme for at forløbe. Ironisk nok medfører det, at temperaturen falder, men det gør vandets frysepunkt også, så isen smelter alligevel. Til en vis grænse. Salts maximale opløselighed i vand er i omegnen af 36 g pr 100 ml ved 0C. Over det punkt er vandet mættet, og der opløses ikke mere salt. I en 100% opløsning er vandets frysepunkt nede på -21C, altså under laboratorielignende forhold. Ude i virkeligheden er det, man kalder det praktiske frysepunkt nede omkring -10 til -12C. Det skyldes en række faktorer. Salt til at kaste på vejene er ikke helt rent, opløsningen når sjældent 100% osv. osv. Alternativet i en situation som denne kunne f.eks. være kalciumklorid (CaCl2). Her er det praktiske frysepunkt nede omkring- 30C, men det er meget dyrere end salt og pokkers besværligt at have på lager, fordi det suger fugt ud af luften og klumper sammen for et godt ord. Et lille sjovt køkkenbords- eller klasseværelsesforsøg til illustration af den endogene proces: Fyld en kop med lunkent vand og dyp fingeren i det for at mærke temperaturen. Opløs en god stor spiseskefuld salt i vandet og stik fingeren derned igen. Man kan direkte mærke, at vandet er blevet koldere. Skal forsøget vinkles lidt mere videnskabeligt, kan fingeren suppleres med et termometer. ;-) Mvh Michael |
