Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

20. februar 2010

Jordskælvet i Danmark 19/2 2010

Så skete det igen! Kun godt et år efter, vi sidst havde et mærkbart jordskælv i Danmark, fik vi endnu et i samme størrelse. Denne gang befandt epicentret sig ca. 57 km vest for Thyborøn, altså ganske tæt på kysten. Skælvet kunne mærkes i store dele af Nord- og Vestjylland.

Ved jordskælvet 16/12 2008 skrev jeg lidt om Sorgenfrei-Tornquist zonen og jordskælv generelt www.fugleognatur.dk...show_message

Denne gang kan vi se lidt nærmere på Sorgenfrei-Tornquist zonen (STZ), dens dannelse og de jordskælv, der er foregået langs den. Noget kunne nemlig tyde på, at den er ved at blive mere aktiv igen.

STZ er oprindeligt dannet for ca. 490 millioner år siden, da kontinenterne Laurentia, Baltica og Avalonia stødte sammen. STZ er den gamle grænse mellem Avalonia mod sydvest og Baltica mod nordøst.

Sammenstødet mellem Laurentia, Avalonia og Baltica dannede den Caledonske bjergkæde. Caledonia er det latinske navn for Skotland.

Den Caledonske bjergkæde løb fra det østlige USA op over den grønlandske østkyst og fra Irland, over det skotske højland og de norske fjelde. Den blev senere delt, da nordatlanten åbnede sig.

Efter dannelsen af den Caledonske bjergkæde, har STZ forholdt sig nogenlunde i ro indtil nordatlanten begyndte at sprække op og den alpine bjergkæde blev dannet i Sen Kridt og det tidlige Tertiær. Det medførte igen en del aktivitet og mange voldsomme vulkanudbrud vest for Danmark, hvilket bl.a. ses i de 179 askelag i moleret.

F&N tillader desværre ikke, at man kaster en masse illustrationer ind, men interesserede kan med fordel google tekst og billeder på følgende søgeord:

Laurentia, Baltica, Avalonia, Caledonian orogeny, Alpine orogeny

Og så er I jo som sædvanlig velkomne til at spørge, hvis der er noget I ønsker uddybet.

Kilder:

www.geus.dk (hvor I er meget velkomne til at indberette jeres oplevelser, hvis I kunne mærke noget)

www.emsc-csem.org


De senest indberettede arter i Naturbasen: