Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

12. maj 2010

Hjælp med at indsamle fuglesangsdialekter

Gulspurven synger i dialekter. Dialekterne er ligesom vores geografisk fordelt. De adskilles på forskelle i de længere lyde, der afslutter sangen. For eksempel lyder de fleste gulspurve i det sydlige Jylland som „en-to-tre-fire-fem-seks-syyv-tiii" („tiii" udelades undertiden), mens gulspurvene på Mols synger „en-to-tre-fire-fem-seks-tii-syyv". På Bornholm slutter sangen med „syyv-syyv". I 1985 havde man fundet i alt syv dialekter i Danmark. En del kan ikke opfattes med vores ører. De skal optages og analyseres.

Nu vil vi gerne opdatere dialektkortet, dels for at udfylde „hvide pletter", dels for at undersøge, om der er sket ændringer siden 1985.

Bogfinkens sang danner ikke dialekter, men det gør dens såkaldte regnkald til gengæld. Bogfinkehannen bruger regnkaldet, når den ikke er helt oplagt til at synge, for eksempel i dårligt vejr - derfor navnet „regnkald". Poul Hald-Mortensen undersøgte udbredelsen af regnkalds-dialekterne i Danmark i 1966-68. De to hyppigste dialekter lyder som „hyit" og „rryhd". Da undersøgelsen blev lavet, brugte bogfinkerne i Århus-området kun „rryhd"-dialekten. I dag skifter alle Århus-bogfinker mellem „hyit" og „rryhd". Hvor mange andre ændringer er der sket? Det vil vi gerne undersøge.

Vi har derfor brug for optagelser af gulspurve og bogfinker fra hele Danmark. Alle interesserede kan være med, og alle bidragydere vil naturligvis blive holdt orienteret om undersøgelsens resultater.

Brug mobiltelefon, diktafon, båndoptager, digitaloptager - hvad som helst - og optag gulspurvesang og bogfinke-regnkald. Angiv tid og sted tilslut i hver optagelse. Gulspurveoptagelserne må gerne være lange (50 sange eller mere, hvis det er muligt), da gulspurve hyppigt synger 2-3 forskellige sangtyper, og det kan tage nogen tid, inden fuglen er nået igennem sit repertoire.

Der står mere om gulspurve- og bogfinke-dialekterne på Naturhistorisk Museums hjemmeside, www.naturhistoriskmuseum.dk., hvor der også ligger kort over dialekterne, artikler og lydeksempler på dialekterne.

Optagelser sendes pr. post eller pr. email til undertegnede, som også kan kontaktes for yderligere oplysninger, helst pr. email.

Poul Hansen

Naturhistorisk Museum

8000 Århus C

poulh@nathist.dk


De senest indberettede arter i Naturbasen: