Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

3. juni 2010

Man skal se meget -

før ørerne falder af

En af mine stærekasser er beboet, en unge er fløjet af reden i morges under stor tumult, og nu arbejder forældrene videre med de resterende unger. En af de voksne kom til kassen med mad, men følte sig åbenbart forulempet af en mursejler, som kom lidt tæt på rundt om hushjørnet. Stæren drønede efter mursejleren i en stor volte rundt om husene. Lidt efter kom den tilbage til kassen, men et øjeblik efter gjorde mursejleren udfald mod den, og så gik den vilde jagt igen. Først derefter faldt der ro på.

Jeg har aldrig set noget lignende.

Men for godt en måned siden var jeg med hele familien vidne til en luftkamp af de større. Vi opholdt os i en kolonihave i Roskilde, mens skadereden i naboens meget høje nåletræ blev plyndret af gråkrager. Det gik bestemt ikke stille af, for alle skadeparrets venner og familie kom for at hjælpe til, og kragerne havde både onkler og fætre til hjælp. De gjorde voldsomme udfald mod hinanden i omkring 10 minutter, inden skaderne gav op. Min datter, som ejer kolonihaven, siger, at skadeparret nu tilsyneladende lider af posttraumatisk stresssyndrom og siden da har været meget stilfærdige og slet ikke dominerende, som de hidtil har været. Måske kan de mindre fugle i haverne nu komme til at yngle.

Herhjemme skal jeg holde øje med, om der er generel krig mellem stære og mursejlere, eller om det bare var et udslag af irritation, måske på grund af for meget arbejde.

Inger

De senest indberettede arter i Naturbasen: