Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

5. september 2006

Store Falkedag på Djursland

Hej alle

Lettere demineraliseret oven på en uges halsbetændelse var jeg med Emma i legestue i dag i Skelhøje Bakker ved Ebeltoft. Herfra er der en glimrende udsigt over den vestlige del af halvøen, men udbyttet på "Legestuen Fuglestation" var sølle i den hårde NV-vind. En duehale var det eneste - den forsøgte at suge nektar fra en ventilationsrist, som åbenbart lignede en blomst....

Ved 12-tiden var det hjemad-tid, men jeg havde en sær fornemmelse af gang i den. Der har nemlig før været mange falke på færde på det østligeste Djursland i kraftig vestenvind, så jeg spændte Emma fast og drønede til Øer, hvor vi ankom 1210.

Der var søreme et par tårnfalke på vej ud havet, en alm. kjove forfulgte splitterner, og dér kom en ung rørhøg trækkende. Holddaop, tænkte jeg, der var jeg godt nok heldig at komme, lige som der var lidt fugle.

Men der kom flere tårnfalke trækkende i havstokken, mange flere, og søreme også lidt dværgfalke (PISKERIS!), yderligere en rørhøg, en ung hvepsevåge, lidt spurvehøge og svaler.

Da der var gået halvanden time, havde jeg noteret 25 tårnfalke, 3 dværgfalke, og den sidste falk (mens Emma blev spændt fast) var en ung vandrebørge. Hu-ha!

Jeg ringede til Mads Lomholt, som havde været på Fornæs. Her havde det væltet med kjover, men også lidt indtrækkende dværg- og tårnfalke. Da Mads' langsyn er under middel, kan der således helt sikkert være kommet rigtig meget ind deroppe, men mange af mine fugle så ud til at komme fra Hjelm, hvilket harmonerer fint med, at en kraftig NV-vind forskubber indtrækket fra Kattegat mod SØ.

Hjemme i Feldballe kom der et par ultrahøje tårnfalke, mens jeg gyngede med Emma, og lidt i 17 var der dømt lærkefalk ude over plantagen. En stor dag på Djursland - i hvert fald min største falkedag væk fra Skagen.

Og torsdag-søndag lover bare for godt. Jeg glæder mig :-)

mange hilsner

DD

De senest indberettede arter i Naturbasen: