Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

2. oktober 2010

Hvilken lille rovfugl jager stor rovfugl væk?

Har netop været 3 dage på Fyn i sommerhus der ligger direkte til inddæmningen i Nakkebølle (stor sø omringet af vådområder, marker og skove). I tirsdags gik vi tur rundt om inddæmningen, og hér fik vi en helt speciel oplevelse: Højt højt oppe på himlen svævede en kæmpe rovfugl. Efter kort tid kom 3 væsentligt mindre rovfugle, hvoraf den ene begyndte at flyve efter den store. De dykkede lidt ned engang imellem, men vi havde solen i øjnene, og de var MEGET højt oppe, så det var helt umuligt for os at se nogle kendetegn på fuglene. Til tider var de så højt oppe, at de kun var små sorte pletter. Det virkede klart som om, den lille fugl forfulgte den store, og til tider kom den meget tæt på den store. De fløj længere og længere væk, og til sidst forduftede den store, og den lille kom tilbage til de to andre, der havde svævet rundt andetsteds. Der var rigtig meget vind den dag, så både den store og de mindre svævede noget så eventyrligt smukt på himlen.

Dagen efter sad vi på terrassen, da tre enorme rovfugle kom flyvende. Til min store irritation var der ikke en kikkert i huset, så med solen i øjnene endnu engang, var det blot tre enorme fugle der svævede på himlen. Den ene af de store forsvandt hurtigt. Efter ganske kort tid arriverede to mindre rovfugle, og som dagen før begyndte de små at jage de store. De store fløj væk efter et par minutter - og gav os en meget smuk afsked: Det var som om, de tog hinanden i næbbene for derefter at styrtdykke sammen, og så forsvandt de ned bag nogle træer i horisonten.

Den ene af de små rovfugle svævede direkte over os i ca. 5 minutter derefter. Den fløj væk engang imellem, for at dukke op igen. Nogle gange så det næsten ud som om den stod stille i luften, og bare stirrede ned på os. Til sidst blev det næsten lidt uhyggeligt, for hvis den havde mod til at jage en stor rovfugl væk, hvad skulle så forhindre den i at angribe to københavnske piger og deres lille "sofahund" ;-)

Jeg knipsede løs med kameraet, men samtlige billeder er desværre ubrugelige :-( Min veninde, der tilsyneladende har langt bedre syn end jeg, sagde at den lille var lys på undersiden, og havde en mørk plet under hver vinge. Og nu kommer vi til ALLE mine spørgsmål:

Er det normalt, at små rovfugle jager større væk?

Og var det i så fald om territorie?

"Leger" rovfugle (jeg tænker på de to store)?

Er det muligt, at det drejede sig om musvåger og havørne?

Uanset hvad var det to fantastiske naturoplevelser. Og jeg har lært én meget vigtig ting: Tag altid selv en kikkert med!!!

Håber I har nogle spændende svar til mig.

Charlotte :-)

De senest indberettede arter i Naturbasen: