Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

13. oktober 2006

Fossiljagt i folkeskolen

De fleste kender Stevns Klint og Fakse Kalkbrud, men der er mange andre mindre kendte lokaliteter, hvor der er gode chancer for at finde en del fossiler.

Find den lokale stenklub eller det lokale naturhistoriske museum på nettet og kontakt dem, angående en egnet lokalitet i nærheden af skolen. De kan også være behjælpelige med, hvad der kan findes på lokaliteterne. Mange af stenklubberne har flotte hjemmesider med billeder af lokaliteter, fossiler og diverse krystaller, så et par telefonopkald og en halv times surfen på nettet, er meget indbringende.

Det er nemmere at finde fossilerne, hvis man ved, hvad man leder efter og hvor i lagserien man skal lede efter dem, så det bør man sætte sig ind i, inden turen. Kopierede ark med lokalitetens mest almindelige fossiler, vil være en stor hjælp for eleverne. Man kan evt. lave det til en konkurrence, hvor eleverne deles op i grupper, der skal krydse af på arket, når de har fundet det pågældende fossil.

Det vil være en god ide, at bevæbne eleverne med en 1,5” skrue og en pensel hver, og lidt afhængigt af hvor hårdt sedimentet er, skal der også et par almindelige murerhamre og en mejsel med på turen. Husk beskyttelsesbriller. Kan man opstøve et par lupper, der forstørrer 5-10 gange, vil det være helt perfekt.

Tilbage i klassen kan man så danne sig et overblik over, hvilke fossiler, der er fundet. Hvordan ser de ud? Hvad er det for nogle? Ligner de dyr, vi kender i dag? Hvordan er de blevet forstenet osv.

Er fossilerne fundet i kalk, kan man ofte komme langt med udpræparering med små søm og lidt tålmodighed. Fortyndet eddikesyre er også en mulighed, men man risikerer, at det ikke kun er kalken rundt om fossilet, der forsvinder.

Som udgangspunkt bør man altid spørge inden man roder i jorden, og nogle steder skal man have en tilladelse. Husk at grusgrave er arbejdspladser, så her skal spørges om tilladelse og aftales et tidspunkt. Mange kystskrænter og klitter er fredede, så her må man ikke grave uden speciel tilladelse, men der er ofte rigeligt at komme efter i det sediment, der er skredet ned.

Links og litteratur:

www.naturnet.dk kan man finde en del geologiske lokaliteter.

Hans-Henrik Meyer, 2005; Forsteninger fra Danmark. Geografforlaget. Oversigt over de mest almindelige fossiler og hvor de kan findes rundt om i landet.

Geologisk set fra Geografforlaget, er en serie på 5 bøger, der beskriver et par hundrede danske geologiske lokaliteter, flere af dem med fossiler i. Også gode til undervisning i landskabsdannelse og kvartærgeologi.

God jagt

Mvh Michael

De senest indberettede arter i Naturbasen: