|
|
|
Agriotyperede vårfluer, netop nu.
En af vore almindeligste vårfluer i de rene bække er Silo pallipes. Dens larvehus er bygget af sandskorn, og på siden har den fæstnet små sten. De gør huset tungere og giver en flad form, så det ikke så let triller af sted i strømmen. Når larven går i puppestadiet, spinder den huset fast og blokerer for- og bagenden med en lille sten, men ikke mere, end der kan strømme frisk vand igennem, hjulpet af puppens slangebevægelser. Fra sensommeren og vinteren igennem kan man finde puppehuse, hvor der fra forenden stikker et ca. 2 cm langt, fladt bånd ud. Det er et sikkert tegn på, at huset er beboet af snyltehvepsen Agriotypus armatus. ”Bryder man om vinteren et agriotyperet vårfluehus over, finder man en voksen snyltehveps ligge omgivet af et luftlag.” Sådan skrev den danske insektforsker Kaj. L. Henriksen i 1918. Det er let at gentage forsøget, og det bør ske under vand. Så er luften let at se. Og det er nok den sikreste måde at få den voksne snyltehveps at se. Snyltehvepsen: Den knap en cm store, sorte, voksne snyltehveps er fremme ved bækkene fra april. Den er let at kende, dels på sin meget lange ”hvepsetalje”, dels ved en lille spids torn (ca. 0,4 mm), der stikker skråt op fra brystet. De voksne er især at se omkring bækkenes grus-stryg, hvor de sværmer og kravler på de døde plantestængler og på sten, der rager op over vandet. Af og til ser man, at de kravler fra planter og sten ned i vandet, omgivet af et ”lufthylster.” Mister de grebet, får lufthylsteret dem til at stige til vandoverfladen. Så ”skøjter” de af sted ved hjælp af vingerne, til de igen finder et fast holdepunkt. Nede i bækkens grusbund søger de efter Silo puppehuse. Når hunnen finder et puppehus, undersøger den det grundigt. Så stikker den læggebrodden ind gennem huset et sted på den bageste halvdel. Her fæstner den et eller flere æg på vårfluepuppen. De små, aflange æg har en lang stilk, der stikkes ind i puppen, men selve ægget er uden for. Kun et æg udvikles til en larve. Der kan være en god grund til, at man finder æggene og larverne i vårfluens puppehuse. En vårfluelarve vil nok stikke hovedet ud af huset og skaffe sig af med snyltehvepsen, når den mærker læggebrodden. Larven: Larven lever formodentlig som ekto-parasit, dvs. uden for værten, men lukket inde af den kokon, som omgiver puppen. Dog mente Henriksen, at det første larvestadium er en endo-parasit. Det er dog ikke eftervist siden, og imod det taler også de mange bevægelige børster, som dette stadium har. De vil næppe være hensigtsmæssige inde i værten. Deres funktion er snarere at hindre, at den lille larve skyller ud med åndingsvandet. I starten opfører snyltehvepsens larve sig som en ”rigtig” parasit. Det spiser så ”skånsomt” af sin vært, at den ikke tager skade. Den skal jo pumpe frisk vand ind, så både puppen og parasitten kan få ilt, der er opløst i vandet. Når larven er i sit sidste stadium, viser dens sande karakter sig: Den er i virkeligheden en parasitoide: Et rovdyr, der dræber sin vært, når den ikke længere har brug for den. Når Agriotypus larven bliver puppe, skifter den ”vejrtrækning.” Den får et åbent trachesystem; Nu skal den ånde med luft. Den har derfor ikke længere brug for, at vårfluepuppen pumper frisk vand ind i huset, så den bliver spist i en fart. Nu nøjes den ikke med små, umærkelige bidder af vårfluen, men spiser alt hvad der kan fordøjes. Kitinresterne samles et affaldsrum” i puppehusets bagest del, hvor også huden fra larvens eget, sidste hudskifte ender. En ikke ringe del af den gamle vært genopstår som vældige spindekirtler. Silken herfra går til en silkekokon, som puppen og senere den fuldt udviklede snyltehveps skal ligge i, omgivet af luft. Båndet: Kokonen forlænges med det lange, ca. 1,5 mm brede og ca. 0,2 mm tykke bånd, der stikker ud mellem huset og den sten, som lukker forenden. Set i scanning elektron mikroskop (SEM) er båndet et netværk af tynde, vandskyende silketråde. Allerede i 1800 tallet var der biologer, der fandt ud af, at det mærkelige bånd nok havde noget med åndedræt at gøre. Når de klippede båndet af, døde snyltehvepsen. Det var nærliggende at forestille sig at det fungerer som en schnorkel. Men den holder ikke. Inde i båndet er der luft, der er forbundet med luften i kokonen. Når snyltehvepsen bruger ilten i kokonen, siver der frisk ilt ind fra båndet. Iltkoncentrationen (eller rettere ilttrykket) i båndet falder i forhold til trykket af den opløste ilt i vandet udenfor. Den uligevægt gør, at der siver (diffunderer) opløst ilt fra vandet ind i båndet. Båndet er en fysisk gælle med et fast rumfang., som vi kender fra fx de små klobillers plastron. Måske kan der også sive ilt ind fra de bobler, der fanges på båndet. Det kan afgøres ved at følge, om en boble her svinder i rumfang. Trods flere forsøg er det endnu ikke lykkedes mig at vise, om det sker. Den flade form giver en stor overflade i forhold til rumfanget, og hermed en stor ilt-udvekslingsflade. Et rørformet ”bånd ”med et tværsnitsareal som det flade bånd har kun ca. den halve overflade. Som nævnt overvintrer den voksne snyltehveps i puppehuset. Hvordan den kommer ud af det solide hus har jeg endnu ikke set, ej heller læst noget om. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det har noget at gøre med den mærkelige spidse torn, der er på brystets overside. Hvilken funktion skulle den ellers have? Ud og se: Mange af de ting, der er fortalt om her, er lette at iagttage. Meget kan ses ved bækken, med det kræver, ud over at være der på rette tidspunkt, en lille forstørrende vandkikkert og en par neoprenwaders, så man kan komme tæt på bunden. Lettere er det at følge med i små strømakvarier, eller godt gennemluftede, almindelige akvarier. Også de voksnes adfærd kan følges her, det kræver kun at man laver lidt terrestrisk miljø i akvariet og dækker med et net. Der er nok at kigge efter. Et uafklaret spørgsmål er fx, hvordan den første luft er kommet ind i kokonen. Det eneste vi, mig bekendt, har at holde os til, er en over 100 år gammel iagttagelse fra en vandsommerfugl (vandmøl): Når dens larve forpuppes, kommer der luft fra tracheerne ud gennem de nys dannede åndehuller (spirakler). Det samme kan tænkes at ske, når Agriotypus-puppen får åbne spirakler. Nok så lidt luft kan måske fungere som en ”kondensations-kerne” for mere luft. Det kunne være spændende at kigge nærmere efter, men hvordan? I øvrigt kan Agriotypus også være i andre vårfluer, især Goera, der minder meget om Silo. |
Denne tråd stammer fra vores forum-arkiv og kan derfor ikke besvares.
Du kan i stedet få hjælp til identifikation af dyr, planter og svampe ved at oprette en artsbestemmelse.