Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

10. februar 2011

Ikke før den sidste frø, den sidste fugl og den sidste fisk....

er forsvundet fra den danske natur, helmer landbruget i deres kamp mod anstændige reguleringer af deres adfærd og udnyttelse af vores alle sammens naturarv. Miljøministeren har nu besluttet at udsætte begrænsningerne i kvælstofudledningerne frem til år 2027 i stedet for, som hidtil aftalt, i år 2015.

Landbrugets organisationer og foreningen "Bæredygtigt landbrug" har formået at få ministeren til at ændre mening med trusler om tab af danske arbejdspladser og et oprør fra Venstres bagland. At Grøn Vækst i forvejen var et utroligt tyndbenet program, hvor landbruget allerede har haft afgørende indflydelse gør ikke situationen mindre tragisk.

Hvor længe skal denne lille procentdel af danmarks befolkning få lov til at beholde så uforholdsmæssig stor indflydelse på lovgivningen? Danmark er ikke længere primært et landbrugsland. Landbruget er et vigtigt erhverv, men de overdriver stærkt antallet af arbejdspladser som er direkte relaterede til erhvervet (se blandt andet dette link) og man kan ikke undgå at tænke på det år, hvor salget af Aquas plade "Barbiegirl" overgik landbrugseksporten i indtjening! Der skal altså ikke meget videnssamfund, kreativ klasse eller innovation til før landbruget blegner som erhverv. Og hvad er så konsekvenserne af dette erhvervs maltraktering af naturen: Oprydning fra skaderne af landbruget koster os milliarder hvert år. Vores grundvand forurenes så vi snart ikke mere har rent drikkevand. Utallige undersøgelser har vist at befolkningens velfærd og sundhed forøges ved adgang til natur og fuglesang. Huspriserne stiger i områder med meget natur. Huspriserne falder i områder plaget af gyllelugt og ensformige, uendelige marker. Moderne industrilandbrug er fuldautomatiske og giver stort set ingen arbejdspladser til andet end underbetalte østeuropæiske arbejdere. Landbrugene lægges sammen til mega-fabrikker og dette medfører affolkning af landsbyer i landdistrikterne og giver et utal af overskydende, dårlige boliger som ofte udlejes til socialt belastede borgere. Dette medfører ikke vækst i yderområderne - tværtimod. Den natur og det fritidslandskab som mange higer efter at kunne rekreere i bliver mindre og mindre. Landbrugsstøtten fra EU opretholder udnyttelsen af marginale arealer, som i sig selv er urentable.

Og her er det så at landbruget truer os med at flytte udenlands! Ja værsgo. Flyt endelig. Set fra et dansk synspunkt er det kun ønskværdigt at de værste landbrug flytter langt væk herfra, hvis ikke det samtidig var en umoralsk eksport af dette svineri til fattigere lande, som endnu ikke har set konsekvenserne af disse landbrug og derfor ikke har fået lovgivningen på plads.

Er der da ingen fremtid for dansk landbrug? Landbruget har valgt et spor, hvor man konkurrerer på pris og mængde. Hvis vi ønsker at bevare nogenlunde anstændige arbejdsforhold og indtjening i Danmark, så vil vi ikke kunne blive ved at konkurrere på disse parametre, for der vil altid være et sted fra Polen, Ukraine og over til Kina, hvor nogen kan producere billigere end os. Hvorfor satser man ikke i stedet på kvalitetsprodukter, økologi og sundhed i produktionen. Det ville give os en langt bedre niche, hvor der er mulighed for udvikling, innovation og branding og samtidig ville vores natur, dyr, planter og befolkning få det bedre.

Kom nu væk fra rygmarvsreaktionerne, landmænd, og træd ind i en sjovere og bedre verden, hvor I vil blive set som fremsynede og foregangsmænd. Jeg er selv vokset op ved siden af en svinefarm, har åndet gyllen og arbejdet i staldene og ved, at et moderne landbrug ikke er noget rart sted for hverken mennesker eller dyr. Hvor svært kan det være?

Fra www.bagtanker.dk

De senest indberettede arter i Naturbasen: