Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

16. marts 2011

Næringsstoffer har fordrevet svømmefugle fra Ringkøbing Fjord

Reservatet Tipperne i Ringkøbing Fjord mistede titusinder af ænder og andre svømmefugle, da fjordens økosystem kollapsede i 1979-80. Hvis udviklingen skal vendes, er det især nødvendigt at reducere tilførslerne af kvælstof og fosfor til fjorden.

Tipperreservatet rummede fra oprettelsen i 1928 og frem til omkring 1980 meget store forekomster af vandfugle. Hele 12 arter forekom i så store antal at reservatet var af international betydning for disse bestandes trivsel – indtil vandplanterne bukkede under for de stadigt større mængder alger, og de fleste af fuglene forsvandt. Trods ihærdige forsøg med vandmiljøplaner og genopretning af dele af Skjern Å er det ikke lykkedes at få svømmefuglene tilbage i noget der bare ligner tidligere tiders antal.

Det fremgår af en monografi som gør status for næsten 80 års tællinger af fuglene på Tipperne. Monografien er forfattet af biologerne Hans Meltofte og Preben Clausen fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet.

Kan vi vende udviklingen?

Hvad skal der til for at Ringkøbing Fjord og Tipperreservatet kan genvinde sin internationale betydning? Seniorforsker Preben Clausen forklarer: ”Uanset hvordan man vender og drejer det, er man nødt til at få reduceret tilførslen af næringsstoffer til fjorden. Praksis har vist at man ikke kan fortynde sig ud af problemerne ved at styre slusen ved Hvide Sande eller få fjordens sandmuslinger til at fjerne tilstrækkelige mængder af alger, når man samtidigt skal tage de nødvendige andre hensyn til landbrug og ynglende fugle.

Saltholdigheden i fjorden svinger op og ned afhængigt af om det regner eller stormer, og det er heller ikke godt for vandplanterne. Man er nødt til at tænke tingene bedre sammen: næringsstoffer og slusepraksis, saltholdighed, ynglende og rastende fugle, hvis man skal gøre sig håb om at vende udviklingen,” forklarer Preben Clausen.

Udarbejdelsen og publiceringen af monografien er finansieret af Naturstyrelsen.

Forekomsterne af blishøns på Tipperne siden 1929 afspejler mængden af planter i fjorden med en stor opvækst i 1970erne efter at overgødskningen af Ringkøbing Fjord satte ind med udretningen af Skjern Å og øget tab af næringsstoffer fra landbruget. Herefter brød fjordens økosystem sammen omkring 1979-80, efterfulgt af forsøg på genopretning i 1980erne, indtil planterne igen forsvandt med saltvandsindtaget fra 1995.

Mere information

Seniorrådgiver Hans Meltofte, tlf. 4630 1939, mel@dmu.dk; Seniorforsker Preben Clausen, tlf. 8920 1519, pc@dmu.dk

Kilde

Forekomsten af svømmefugle på Tipperne 1929-2007 i relation til Ringkøbing Fjords miljøforhold. Meltofte, H. og Clausen, P. Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 105(1): 1-120, 2011. www.dof.dk...svoemmefuglene_tipperne_1929_2007.pdf (pdf)



Foto: Både blishøns og havgræs er gået tilbage i fjorden

De senest indberettede arter i Naturbasen: