Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

3. maj 2011

DNs 100-årsjubilæum

Jeg kan ikke dy mig for at lægge mine indtryk af 100-årsjubilæet lagt i DNs interne elektroniske debat ud her også. Det er sikkert sundt og oplysende for andre at få lidt indtryk af, hvad der sker i den gamle forening. Der er kun få ændringer i forhold til det oprindelige:

"

Kort om min oplevelse af 100-årsjubilæet

Nu har jeg rost min kære DN for at have købt Allindelille Fredskov her ved 100-års.

Så for at bringe lidt balance vil jeg også lige nævne nogle negative sider, som vi bør forholde os til



Jeg synes simpelthen, at nostalgien blev for omfattende og uærlig.

Tag jubilæumsudstillingen, som dronningen åbnede. - En masse flotte plancher af en masse flot natur. Ingen særlig nævnelse af, hvad vi har at kæmpe for fremover. Nogle kunne jo få den kætterske tanke, om hvor meget der nu er brug for DN, når vi har så meget flot og fotogen natur.

Der må altså godt være lidt, der peger fremad også og siger noget om, hvad der er vigtigt at slås for.

Lidt der taler til mennesker, som godt vil værne om naturen, men har en mere nutidig livsopfattelse, og godt ved, at dansk natur ikke er et Morten Korch-landskab med røde malkekøer.

Hvorfor må der kun være pæne billeder, hvorfor ingen, der leder tanken hen på, at en aktiv indsats er nødvendig?

Hvorfor f.eks. ikke også lidt om om de 13-14 km2 Vestskoven vest for København, som DN var med til få gjort til en folkesag der omkring 1967, da jeg var teenager.

Hvorfor denne iøjnespringende historieløshed og dette naive skønmaleri.

Jeg synes, det er for ringe, at DN kun præsenterer sig som en tilbageskuenede fredningsforening, selv om vi i andre sammenhænge siger vi er en forening for natur og miljø.

Hvorfor skulle sådan noget som DNs rolle i naturgenopretning og naturskabelse slet ikke nævnes, slet ikke komme til udtryk.

Det gælder også jubilæumsfesten, der virkelig udfordrede min kvalmegrænse og min kedsomhed. Hvorfor skal man bruge det nedladende sprog og de nedladende attityder over for folk, her ovenikøbet vores egne medlemmer og venner. Hvorfor kun gamle guldalderdigte fra en svunden, næsten glemt tid og som man plagede de unge i folkeskole og gymnasium med for 80 år siden. Hvorfor ikke også lidt moderne poesi, der siger lidt om, hvordan nutidsmennesker føler og tænker. - Jeg er tæt på at hæfte et ord som forløjethed på foretagenet.

Jeg mener bestemt, at vi også skal passe på arvesølvet. Det er bare slet, slet ikke nok. Vi skal også have nogle livliner til de folk, der kommer i naturen, og oplever alle forringelserne.

Man kan jo godt gøre begge dele, både fejre de gamle og også opruste moralsk til at få vendt alle de negative tendenser for naturen, den natur som har det alt andet end godt.

Vi henvendte os til en tankegang og en mennesketype, der stort set ikke eksisterer mere - med en påtaget naivitet, som virker alt andet end ærlig.

Hvorfor måtte der ikke ved festen være f.eks. en frisk sang af Halfdan Rasmussen, der lettede lidt på den tunge, nostalgiske luft?

Men det nu godt, at DN købte Allindelille Fredskov. Det burde have været cluet ved festen.

"

De senest indberettede arter i Naturbasen: