Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

9. september 2011

Argentina og gåse-potentil

Henrik Tranbjerg spørger i en tråd om strandsennep, om der ligger en grundig revision til grund for, at man atter henfører gåse-potentil til slægten Argentina. Det gør der skam, men det skal lige bemærkes, at ingen nok så grundig revision kan fortælle, hvordan det er ”rigtigt” at opdele en gruppe planter i slægter. Der er internationale regler for udformning af navne på dyr og planter og om hvilke af evt. flere navne der er det korrekte, hvis man er enig om klassifikationen. Men selve klassifikationen er ligså frivillig som valget mellem miles og inches versus kilometer og meter.

Slægtsnavnet Argentina blev brugt allerede i 1753 af John Hill, og er således mindst 56 år ældre end den sydamerikanske statsdannelse af same navn. Lamarck brugte også Argentina i ”Alle flora’ers moder”, Flore française i 1778. Der var dog en tid lang almindelig forvirring om slægtsafgrænsninger i hele Potentil/jordbær-komplekset ( sær i Nordamerika), så i Bentham and Hookers meget indflydelsesrige ”Genera Plantarum” (1865) blev der skåret i gennem, og kun Potentilla i bred forstand blev accepteret. Den svenske udvandrer Per Rydberg, der blev den først direktør for New Yorks botaniske Have, forslog i 1898 en inddeling, der bl.a. lagde vægt på griflens placering på frugten, og genoptog Argentina. I 1908 udarbejdede den legendariske tyske botaniker Theodor Wolf så en 714 siders revison af Potentilla. Han roser Rydberg for at inddrage griffelkarakterne, men vil ikke opretholde Argentina for gåse-potentil. Så mange sider vejer jo godt til, og Argentina var dermed dømt ude, i hvert fald i Europa.

Siden er der sket en del i botanisk systematik, bl.a. mener nu et flertal af taxonomer, at slægter og andre enheder så vidt muligt skal være ”monofyletiske”, dvs. svare til en gren på et stamtræ – og der menes en hel gren, man må altså kun klippe én gang med stamtræssaksen!

I 1998 prøver Eriksson, Donoghue & Hibbs (se nedenfor)at opstille et stamtræ for Potentilla-komplekset. Som vigtigste karakter bruger de variationen i den genetiske region ITS, der i øvrigt benyttes meget til den slags undersøgelser. Hvis man tror på deres stamtræ, og hvis man foretrækker monofyletiske slægter, kan man vælge mellem at acceptere en meget bred Potentilla, der opsluger bl.a. Fragraria (jordbær) og Duchesnea (indisk jorbær), eller klippe højere oppe i træet og leve med en snævrere Potentilla og forskellige segregater som bl.a. Argentina. Amerikanerne har straks genoptaget Argentina, og det ser ud til, at den også vil genopstå i ”Flora Nordica”. Forfatteren af Rosaceae i ”Dansk Flora” har valgt at afvente konsensus og beholder indtil videre gåse-potentil i Potentilla. Skulle Argentina vise sig at være genopstået for at blive, vil arten gåse-potentil ikke skifte navn. Hævdvundne danske plantenavne behøver heldigvis ikke at afspejle tidens taxonomiske trakasserier!

En overskuelig nøgle til underopdeling af Potentilla (udarbejdet for NØ –amerika):

www.arthurhaines.com/potentilla

- og den citerede literatur for særligt Potentil-interesserede:

Rydberg, P.A. 1898. A monograph of the North American Potentilleae. Memoirs from the Department of Botany of Columbia University, volume II.

www.archive.org...2up

Wolf, T., 1908: Monographie der Gattung Potentilla . - Biblioth. Bot. 16 (Heft 71): 1-714.

www.biodiversitylibrary.org...4887

Eriksson,T. M. J. Donoghue & M. S. Hibbs 1998: Phylogenetic analysis of Potentilla using DNA sequences of nuclear ribosomal internal transcribedspacers (ITS), and implications for the classification of Rosoideae (Rosaceae). Pl. Syst. Evol. 211:155-179

www.phylodiversity.net...077_Eriksson_PlantSystEvol98.pdf

FinnR


De senest indberettede arter i Naturbasen: