Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

19. september 2011

Flere anskudte gæs: Kampagneeffekt svinder

Antallet af anskudte kortnæbbede gæs ser ud til at stige igen efter ellers gode resultater af Miljøministeriets ”Handlingsplan til forebyggelse af anskydning af vildt”, der løb til og med 2005. Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, anbefaler på baggrund af nye undersøgelser af anskydningen, at jægerne informeres på ny og i større dele af landet. For edderfugl og ræv er planens positive virkninger fastholdt i 2008-2011.

DMU (nu Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet) overvågede i årene 1998-2005 intensivt effekterne af Miljøministeriets handlingsplan og forskede i risikoen for anskydning i forhold til blandt andet jagtform, skudafstand og træfsikkerhed. I planen blev tre jagtbare arter overvåget: edderfugl, kortnæbbet gås og ræv. For disse tre arter havde handlingsplanen en målbar effekt for andelene af individer med hagl i kroppen. For at fastholde en passende grad af fokus på problemet har Naturstyrelsen i perioden 2008-2011 bedt Nationalt Center for Miljø og Energi videreføre en overvågning af handlingsplanens effekter på de tre arter.

De nye undersøgelser tyder klart på, at handlingsplanens positive virkninger er fastholdt for edderfugl og ræv i 2008-2011. Intet i resultaterne tyder på, at andelen af anskudte individer igen er begyndt at stige, og resultaterne må fortolkes sådan, at de gode virkninger af handlingsplanen er fastholdt. For kortnæbbet gås er der indikationer på, at anskydningsraten er steget mellem 2005 og 2009-2011. I forhold til det forventede fald er der tale om en signifikant stigning.

Biolog Thomas Eske Holm forklarer, at væksten i bestanden af kortnæbbet gås har medført, at gæssene i dag spredes over langt større områder i Vest- og Nordjylland om efteråret, og at de forbliver i landet gennem hele efteråret.

”Disse forhold har givet et stigende jagtudbytte, men også medført, at gæssene jages i nye områder og af jægere, som ikke har erfaring med gåsejagt og ikke nødvendigvis har fået information om anskydning, skudafstande og jagtmetoder fra handlingsplanen,” siger Thomas Eske Holm.

Stigende jagttryk på kortnæbbet gås i Norge, hvor man ikke har samme fokus på anskydningsproblematikken som i Danmark, kan dog også være en medvirkende årsag til den stigende tendens. En del af de fundne hagl kan således stamme fra anskydninger under gæssenes ophold i Norge.

Anskydning af vildt. Nye undersøgelser 2008-2011. Thomas Eske Holm, Jesper Madsen & Lars Haugaard: www2.dmu.dk/Pub/TR1.pdf



Foto: Antal anskudte gæs + røntgenfoto af gås med 3 hagl

De senest indberettede arter i Naturbasen: