Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

11. november 2011

Buklet Dværgmispel - og nogle, der ligner den.

Her kommer en indviklet historie:

Jeg fortryder at have indsendt billeder til databasen af en Cotoneaster bullatus i bredeste forstand. Altså af en eller anden Buklet Dværgmispel. Fundet blandt de tusinder af buske af Cotoneaster, som spirer frem i den danske natur i disse årtier. For min observation er kun rigtigt bestemt i en eller anden, meget bred forstand.

Skal man oprette en ny art i F&N-databasen?

I første omgang til denne ene observation:

www.fugleognatur.dk/gallery...

Hvad mener man om det, her i forum?

For det er uheldigt, at netop denne observation kommer frem med billede, når man for tiden søger på arten Cotoneaster bullatus. Busken ligner rimeligt godt, men er altså ikke helt den samme slags, som Buklet Dværgmispel forstået i helt snæver forstand.

Disse storbladede arter af have-dværgmispler består formentlig af en masse småarter, men dette er dårligt undersøgt. Muligvis er de ikke fuldstændigt apomiktiske, hvilket stort set vil sige, at de ikke er frørene. Altså er der ikke nogen faste grænser imellem arter og småarter.

Observationen fra Lohals, altså denne her http://www.fugleognatur.dk/gallery.asp?mode=ShowLarge&ID=150737

burde ideelt set oprettes som en separat slags. Men hvilken art?

Blandt de nævnte i DNNF på side 322-23 kan der være tale om enten såkaldt Spidsbladet Dværgmispel (C. villosulus) eller om såkaldt Lysbladet Dværgmispel (C. laetevirens). Jeg tror imidlertid, at observationen tilhører en tredie, meget nærtstående haveart, som hedder Cotoneaster hummelii, og som først er blevet beskrevet af J.Fryer & B.Hylmøe så sent som i 1997. (Se Fryer & Hylmøe 2009, side 213).

De fortæller, at netop denne slags Dværgmispel blev kendt som en flot og frugtrig busk i Botanisk have i Göteborg, men oprindelig indsamlet i Kina i 1930. Den blev spredt til mange haver i Europa - vist især under navnet Cotoneaster moupinensis - men dette navn er også en fejlbestemmelse af busken. Dyrkningshistorien er vist nok kun sporadisk kendt.

Under alle omstændigheder kan observationen med billederne fra Lohals kun regnes med til Buklet Dværgmispel i en meget bred forstand, hvor man tillader, at arten må have sortrøde frugter. De rigtige C. bullatus skulle egentlig have rent røde frugter ved modenhed. Så de forskellige mørkfrugtede udgaver, småarter eller sorter får separate artsnavne af Fryer & Hylmøe.

Der findes et kompromis, hvor man slår de ret mørkfrugtede udgaver af Buklet Dværgmispel i bred forstand, som f.eks. C. villosolus, C. latevirens og C. hummelii, sammen i eet begreb under navnet Cotneaster ambiguus Rehder & Wilson.

Så er der bare den lille men, at arten C. ambiguus i snævreste forstand vist nok slet ikke er kendt fra Danmark. Men derfor kunne man vel godt bruge navnet i en mellembred forstand her i landet.

Hvem skal mon bestemme, hvilken løsning der er den korrekte for F&N-databasen? At blive ekspert i slægten Cotoneaster er et livsværk. Og Bertil Hylmøe er død fra os i en alder af over 80 år. Hvad gør man så?

hilsen fra HENRY


De senest indberettede arter i Naturbasen: