|
|
Biodiversitetsplan Danmark
På Ellemann-tråden er vi flere, der har en mening om, hvordan man med politiske midler kan sikre biodiversiteten. Nogen taler om læserbreve og folkelig opbakning som midlet til at sikre, at der overhovedet gøres noget, andre om direkte bearbejdelse af magtpersoner. Før eller siden skal værktøjet til selve adminstrationen dog findes, og vi kunne måske tage en diskussion af, hvad der i praksis skal til. ”Mere plads”, siger nogen, mens andre siger ”mindre landbrug og mere pleje”. Men det er meget generelle forslag, hvis egnethed til sikring af biodiversitet vel ikke er konkret underbygget. Nogen steder vil de virke, andre steder ikke. Jeg har et forslag: Første skridt er ikke som hidtil at gribe ind mod mekanismerne, men i stedet at kvantificere problemet for hhv. arter og naturtyper og så målrette indsatsen derhen, hvor den giver det ønskede resultat. Et udkast til værktøj: Første erkendelse er, at naturbevarelse handler om konkrete arter på land og i ferskvand, ikke om hav, landskab eller naturtyper. Der er arter, som vi kender godt, og som vi ved, er sjældne, men som i praksis ikke er forventelige strukturindikatorer. De kalder ofte på en målrettet indsats, som ikke nødvendigvis er samstemmende med andre interesser. Hyldegøgeurt er et eksempel. Så er der de andre arter, som er rimeligt forventelige, hvis tilstanden af en given naturtype ellers er god nok. Herunder også sammenhæng og kontinuitet. De kan så sikres gennem en indsats for netop den naturtype. Hertil hører det store flertal af arter. Denne indsats er sekundær ift. den målrettede artsbevarelse. Bevarelse af naturtyper, hvor man primært plejer for naturtypen, men ikke ved, om det overhovedet betyder noget for nogen sjældne arter, er en sovepude og tager penge fra den mere akutte indsats. For såvel arter som naturtyper bør der så opstilles status og konkret målsætning, herunder hvilken parameter, målsætningen skal måles i. Det kan være forekomstareal, udbredelsesareal, ungeproduktion eller hvad ved jeg. Det skal bare være det, der nu passer for hver art. Dvs., at der for hver art fastlægges en ambition om, hvor den skal være og hvornår dette mål skal være nået, og at dette så anses for at være tilstrækkeligt til at arten har gunstig bevaringsstatus. Det behøver ikke at betyde, at det så medfører en udslettelse af alt over denne målsætning, men det vil være biologisk forsvarligt, hvad de pågældende arter angår, selvom det ikke er kønt. Status og trusler får vi forærende med rødlisterne. Det, vi mangler, er kriterierne for gunstig bevaringsstatus. Det er politik, der afgør, hvilke arter, der skal på listen, men jeg vil vædde med, vi kan undvære de fleste, fordi der vil være overlap i behov og forekomst. Et par hundrede arter skulle absolut kunne gøre det. Den store forskel ift. den nuværende situation vil være, at en sådan biodiversitetsplan skulle være proaktiv, så der afsættes midler til at nå et mål til en given tidsfrist. Til gengæld er jeg klar til at give køb på § 3-arealer i elendig tilstand og på sagsbehandlingsindsatsen. Det er ikke til at sige, om det fører til mere eller mindre arealbeskyttelse, eller om det blive dyrere eller billigere, men i det mindste vil vi vide, hvad vi laver, og det vil være lettere at få nuværende modstandere og den brede befolkning med på en indsats, der rent faktisk giver mening. Konstruktiv, konkret kritik af ovenstående efterlyses. Mavefornemmelser frabedes :-). mvh Lars |
Denne tråd stammer fra vores forum-arkiv og kan derfor ikke besvares.
Du kan i stedet få hjælp til identifikation af dyr, planter og svampe ved at oprette en artsbestemmelse.