Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

10. oktober 2003

Tårnfalk

Nu til morgen flaksede en fugl tværs over vejen. Det så underligt ud. Fuglen tumlede videre ned ad en 3 meter høj skråning - en tårnfalk. Tydeligvis tilskadekommen, den ene vinge hang.

Min kone, Anni, rakte mig sin lyse og sarte fløjlsjakke og jeg løb ud af bilen. Sprang ned i grøften mod falken, som først trykkede, dernæst småløb nogle meter væk i det høje græs. Vi fortsatte en hald snes meter ud på den nypløjede (og våde) mark. Jeg kastede jakken ned over den flere gange; til sidst stod jeg bomstille foran den og låste dens blik fast i mit. Samtidig fik jeg listet jakken helt ned foran den, og fik fanget fuglen. I øjenkrogen så jeg to ravne sidde og spejde opmærksomt i 1oo meters afstand.

Så gik turen til en bekendts tomme hus (hun bor pt. i Berlin) efter en kattetransportkasse, videre til dyrlægen, som straks erklærede at fuglen havde brækket vingen. Det mest humane ville være at aflive. Alternativet var et forsøg på operation, men dyrlægen mente chancerne for en fuldstændig genoprettet flyveevne var minimale. Desuden var der risikoen for infektion. Summa summarum - dyret skulle igennem for meget, og udsigterne var ikke gode.

Først fik den en smule bedøvende æter, så diagnosen kunne stilles helt præcist. Vi så at vingeknoglen var brækket helt over tæt ved skulderen, hvilket blot komplicerede sagen yderligere. Derefter blev den aflivet.

Måske skal man tilføje, at aflivninger hos dyrlæger automatisk betales af Dyrenes Beskyttelse - men hvis fuglen skulle have været opereret, er det den som indleverer dyret, der betaler. I dette tilfælde ca. 1500 kr fik vi oplyst. Med risiko for at den alligevel skulle aflives.

(Se evt. foto af den nyfangne fugl i galleriet.)

De senest indberettede arter i Naturbasen: