Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

6. januar 2007

Ny teori om insekternes opståen

En gruppe forskere fra Biologisk Institut på Københavns Universitet har i det videnskabelige tidsskrift Science lanceret en ny teori om insekternes opståen.

Biologerne har divergerende teorier om, hvorfra insekterne opstod på leddyrenes stamtræ. Nogle har den opfattelse at tusindben er deres nærmeste slægtninge. Andre mener, det er spindlerne, og atter andre hævder, at tidlige, marine krebsdyrformer må være udgangspunktet. Morfologisk taler meget for den sidstnævnte hypotese. De ældste fossile insekter, man kender, er godt og vel 400 millioner år gamle og omfattede på dette tidspunkt allerede meget differentierede, landlevende former, så hvorledes de havde udviklet sig dertil, må man stadig gisne om.

DNA-undersøgelser har tidligere fastslået, at krebsdyrgruppen Branchiopoda (Gællefødder) har mange genetiske ligheder med insekterne. Gællefødderne (fx dafnier og ferejer) er overvejende knyttet til ferskvand, og idet de nye undersøgelser yderligere underbygger det genetiske slægtskab mellem gællefødder og insekter, drager de københavnske forskere den nærliggende konklusion, at insekterne sandsynligvis har udviklet sig fra lignende, tidlige ferskvandskrebsdyr.

Ferskvandsmiljøet var i denne periode (overgangen fra Silur til Devon) ofte præget af varme og udtørring, og gællefødderne udviklede hurtigt egenskaber, som gjorde dem egnede til at overleve sådanne forhold. Ofte tåler de ekstrem varme eller total udtørring i et eller flere udviklingsstadier, og mange arter er i stand til at overleve i inaktiv form i lange perioder, nogle endda i årevis, og hurtigt formere sig igen, når omstændighederne er gunstige.

Insekternes overlevelsesevne på landjorden repræsenterer således i udgangspunktet en tilpasning til datidens ustabile ferskvandsmiljø. Mens gællefødderne forblev i dette miljø, udviklede insekterne snart en række karakterer, fx det stærke ydre skelet og flyveevnen, som banede vejen for yderligere livsmuligheder på landjorden. Og idet vandmiljøet allerede var okkuperet af en mængde livsformer, blev det især på de jomfruelige landarealer, at insekterne havde succes med at udvikle det enorme væld af former, som vi finder overalt i dag.

De københavnske forskere regner selv med, at teorien vil møde en del modstand, fordi den placerer udgangspunktet for insekternes udvikling så konkret og på en måde, som ikke svarer til det billede af en udvikling direkte fra oceaniske krebsdyrformer, som mange hidtil har regnet med.

Tanken er dog besnærende, og det er jo påfaldende, at insekter næsten er fuldstændig fraværende i de marine økosystemer. Så teorien synes at være et skridt i den rigtige retning, når det gælder om at indkredse de tidlige udviklingsstadier hos insekterne.

Kilde:



H. Glenner, P. F. Thomsen, M. B. Hebsgaard, M. V. Sørensen & E. Willerslev, 22. dec. 2006: The Origin of Insects. – Science 314: 1883-1884.

Link: www.sciencemag.org



Foto: Søren Tolsgaard

De senest indberettede arter i Naturbasen: