Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

26. januar 2012

Farisærer i børnehaven!

Forældredag i børnehaven. Sønnike og et par af hans kammerater slæber mig med hen til kasserne med plastdyr. Nu skal der kigges, leges og snakkes om dyr. Den ene – umærkede – kasse indeholder diverse recente kræ, mens den anden tydeligt er mærket ”Dinosaurer”. I dinosaurkassen finder vi alle de gamle kendinge: Parasaurolophus, tyrannosaurer, brontosaurer, stegosaurer osv., så dem får vi en snak om, og de kommer op at slås på gulvet. Typisk adfærd for plastdinosaurer, der styres af drenge på 4-5 år. ;-)

Mens der udkæmpes drabelige kampe rundt omkring mig, roder jeg videre i kassen og spotter pludselig en Pterosaur og ikke mindre end to stk Dimetrodon. Jeg smider resolut farisærerne over i den umærkede kasse, og da børnehavelederen kommer forbi 10 minutter senere, skruer jeg straks det strikse skolemester udtryk på, mens jeg fortæller hende om miseren.

Flyveøgler og Pelycosaurer har intet som helst at gøre i en kasse, der specifikt er mærket med den nomenklatorisk anerkendte og monofyletiske gruppe ”Dinosaurer”.

Magen til vildledning af børn helt ned til treårsalderen, har jeg aldrig set.

Fortæller de også ungerne, at Jorden er flad, og Månen lavet af grøn ost? Jeg var naturligvis dybt rystet!! ;-)

Mvh Michael

P.S. Lederen ved godt, at jeg er en halvgal palæontolog, så hun klappede mig beroligende på skulderen og sagde, at jeg da var velkommen til at komme forbi hver dag ved lukketid, så vi kunne være sikre på, at alle dyrene lå i de fylogenetisk korrekte kasser.


De senest indberettede arter i Naturbasen: