Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

4. maj 2012

Historien om Svovlgul Anemone ved Blære, Vesthimmerland

Da jeg den 18. april kørte mod Blære fra Aars, øjnene jeg en "svovlgul" farve, da jeg passerede træ/skovklædte skrænter.

Jeg bremsede brat op -bakkede. Mellem hvide Anemoner var der pletter med "denne underlige farve".

Jeg måtte ud og fotografere, ligesom jeg forsigtigt med hænderne gravede lidt materiale ud "til studiebrug og videre undersøgelse i Øksedal" ....

I Blære by bemærkede jeg flere haver med samme anemone, ligesom et "lident lystanlægs" skråninger var svovlgule.

En forespørgsel i et parcelhus førte ikke til noget.En tilfældig forbipasserende, tidligere Blærebo på jagt efter plæneklippereparatøren i Blære mente, der vist var noget med Fyn....

Jeg har aldrig set/fundet Svovlgul Anemone. I Forum var afgørelsen klar ! Svovlgul Anemone !!

I går aftes efter en herlig, men lidt udmarvende Muldbjerge/Kobjældetur kørte jeg igen mod Blære. Der ligger en gård før træslugten.... og her kørte jeg ind !!

På den lukkede gårdsplads så jeg liv bag ruden... og en yngre, vel 40årig, sødt udseende pige/dame kom ud....

Jeg præsenterede mig og sagde, at mit ærinde var de svovlgule anemoner nede i skovslugten samt Blære By. Om de kendte noget til disse forekomster.

Den unge dame slog et stort smil op. "Joh", sagde hun, "det må være bedstefader".

Husets herre kom nu osse ud og fra et lidt bøst udseende, tøede han op i et stort smil, da han blev bekendt med mit ærinde ligesom jeg berettede om FugleogNatur.

Bedstefaderen kom fra Otterup på Fyn -købte gården og flyttede til Blære under krigen....!!

Og for at savnet til Fyn ikke skulle blive for stort, havde han svovlgule anemoner med.

Jeg kom til at tænke på Kaj Munk !!! :-)

De havde bredt sig villigt gennem årene, ligesom der med rund hånd var uddelt til haver.

Bedstefaderen flyttede fra gården på aftægt i Blære og tog anemoner med sig.

Jeg var meget velkommen til at ta´ lidt med til Øksedal ! Meget venlige folk. Jeg forklarede, at mit studiemateriale efter endt brug var kommet i jorden og trivedes vel i Øksedals mulde.....

-se, det var historien om Svovlgul Anemone -gennem 50-60 år fuldt naturaliseret i Blære og Omegn.Men altså oprindelig indført af en bondemand fra FYN.

-og skulle du komme på disse kanter, kan du glæde dig over

de dejlige svovlgule farver mellem de mange hvide anemoner i april måned !!

Øksedal, den 4. maj 2012



Foto: Per Taudal Poulsen

De senest indberettede arter i Naturbasen: