Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

2. februar 2007

Nyt Gejrfuglen

Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på det alsidige tidsskrift Gejrfuglen, hvis nyudkomne nummer (Nr. 1, februar 2007, 48 sider, kr. 35,-) denne gang især rummer en spændende artikel af Thomas Larsen om de små og uanselige SPRINGHALER – der i dag, grundet deres evne til at tilpasse sig nye habitater, er blandt de mest mangfoldige leddyr på kloden og findes fra Antarktis’ snesletter til tropernes regnskove.

Thomas Larsen skriver et sted om springhalernes indre anatomi: De mindste af springhalerne er blot 0,25 mm i længden og er kun få gange større end en levercelle fra et menneske. Ikke desto mindre besidder en springhale med den beskedne størrelse alle indre organer fra spytkirtel i hovedet til nyrer og fordøjelsestragt i bagkroppen. Derudover rummer de organer til formering og hormonproduktion. Deres lille hjerne består af nogle tætpakkede nerver (ganglier) der går på langs af kroppen. De har ikke et egentlig hjerte, men i stedet for et blodkar der sørger for transport af ilt som bindes til forskellige typer af blodlegemer. Indåndingen sker gennem deres hud, mens kuglespringhaler har et trachésystem, som insekterne. Muskelsystemet er yderst kompliceret og delikat.

En anden spændende artikel er den, som Ole Fogh Nielsen har skrevet om ”Dalgård og Odderholm”, som mod nord afgrænses af Gudenåen og mod øst af Gudensø – her fremstilles dette områdes rige insektliv lige fra sommerfugle til guldsmede, græshopper og ikke mindst rovfluer.

Andre artikler er bl.a. om Sort Hugorm i Østjylland, og seneste status om Kirkeuglen.

Der er en oplysende artikel om Nisseskæg & Stjernesnot.

Og endelig bringes grundige og appetitvækkende turreferater af en weekendtur til Naturcenter Fosdalen, en guldsmedetur til Vejlbo Mose i Midtjylland og en botaniktur til Hampen Sø.

På denne hjemmeside kan der læses mere om tidsskriftet: www.gejrfuglen.dk

Som det fremgår, kan bladet anbefales.

vh/Peter

De senest indberettede arter i Naturbasen: