|
|
|
Integration af fossiler og molekylære data ved aldersbestemmelse og diversifikation af Neoaves
Et af de helt store huller i hvirveldyrspalæontologien, er udviklingen og opsplitningen af de moderne fugle. Fuglefossiler er relativt skrøbelige og bevares derfor sjældent. De fleste kender Archaeopteryx. Med en alder på omkring 150 mill år, er det et af de ældste sikre fuglefossiler. Archaeopteryx har desværre vist sig ikke at være nært beslægtet med de moderne fugle, så de moderne fugles udvikling kan ikke umiddelbart kobles til den. I de senere år har molekylære sekvens data vundet indpas i de fleste traditionelt palæontologiske discipliner. De tidligste artikler blev kritiseret voldsomt bl.a. på grund af de metoder, der blev brugt til at fortolke data. Metoder og data er efterhånden blevet bedre og man er nu også begyndt at lave data-matricer indeholdende både de traditionelle anatomiske data og sekvensdata. Det viser sig nemlig, at datatyperne i langt de fleste tilfælde supplerer hinanden fint. Et af problemerne med de anatomiske data er, at man ikke kan se hvornår de forskellige grupper er splittet op, altså hvornår en gruppe deler sig og bliver til to. Man kan se hvor gamle de mindst må være, men det efterlader unægtelig en stor margin. Finder man f.eks. en 40 mill. år gammel spurvefugl, kan man sige, at spurvefuglene er mindst 40 mill. år gamle, men teoretisk kunne de sagtens være det dobbelte. Vi har bare ikke fundet ældre fossiler, vi med sikkerhed kan henføre til spurvefuglene. De molekylære data kan derimod, med en vis usikkerhed, give et billede af hvornår de større grupper, typisk på ordens- og familieniveau, er splittet op. Den altovervejende del af de molekylære data peger på, at mange grupper er noget ældre end de traditionelle data har antydet. Et af de kontroversielle emner i evolutionen er brugen af det man kalder spøgelseslinier. Groft forenklet består det bl.a. i, at man konstruerer en – gerne stiplet – linie bagud i tid, der så repræsenterer tolkningen af en gruppes tidligste opsplitning. Disse linier hviler på et meget tyndt videnskabeligt grundlag, men bruges flittigt i den populærvidenskabelige litteratur, til at give tingene lidt mere sammenhæng og overskuelighed. Det viser sig, at mange af de, lad os sige kvalificerede, gæt, der er dukket op de senere år, faktisk viser sig at holde stik, hvis man skal tro de molekylære data. Mange højt estimerede fuglepalæontologer har ment, at de tidligste moderne fugle – Neornithes – burde kunne findes helt nede i midten af Jura for ca 180 mill. år siden, altså 30 mill år før Archaeopteryx! De 180 mill år er forbundet med nogen usikkerhed, men splittet mellem Palæognather (strudse, emuer osv) og Neognather (resten!) falder ud omkring 100 mill år. Det betyder bl.a. at ca. 10 grupper af moderne fugle var diversificeret før dinosaurerne uddøde for 65 mill år siden. Det betyder også, at diversifikationen er foregået i konkurrence med store veletablerede grupper som pterosaurerne (flyveøgler) og de modsatte fugle (enantiornithes), der også uddøde på Kridt/Tertiær grænsen. I den ældre litteratur forklares diversifikationen af de moderne fugle ved, at deres konkurrenter uddøde på Kridt/Tertiær grænsen. Flere og flere data tyder nu på, at denne udvikling havde været undervejs længe inden, og at de moderne fugle var velrepræsenteret i slutningen af Kridt. Der er ingen tvivl om, at store dele af de moderne fugle, på familie- og slægtsniveau, først blomstrede op i starten og midten af Tertiær, men med molekylære data, der indikerer, at mindst 10 ordner overlevede K/T, var det måske på sin plads, at benævne K/T for masseoverleven, for så vidt angår de moderne fugle. Man kan læse mere om fuglenes udvikling generelt her: www.fugleognatur.dk...show_message Litteratur: Barker et al., 2004: Phylogeny and diversification of the largest avian radiation. Proc. Natl. Acad. Sci. USA, 101, 11040-11045 Ericson et al., 2006: Diversification of Neoaves: integration of molecular sequence data and fossils. Biology Letters 2, pp 543-547 Mayr et al., 2003: Monophyletic groups within ”higher land birds” – comparison of morphological and molecular data. Jour. Zool. Syst. Evol. Res. 41, 233-248 |
