Bredbægret Ensian - Baltisk Ensian
Flere eksempler tyder på, at det kan være endda meget svært af skelne de 2 underarter af Gentianella campestris fra hinanden. Jeg har gennem de sidste par år arbejdet med denne art i det nordvestjyske. I denne periode er der fundet en hel del nye voksesteder for Baltisk Ensian - typisk i grønklitsområder langs kysten. I undersøgelsen har jeg også opsøgt lokaliteter, hvor der tidligere har været registreret Gentianella campestris subsp. campestris - Bredbægret Ensian. En hel del af disse angivelser har i stedet vist sig at være Gentianella campestris subsp. baltica - Baltisk Ensian. Det modsatte har også været tilfældet. Sidst har jeg stødt på en angivelse her på F&N af Bredbægret Ensian fra en klitlavning ved Vangså i Nationalpark Thy. Da langt hovedparten af forekomsterne i klitlavninger har vist sig at være Baltisk Ensian - har jeg ogsøgt stedet for at se på sagen. I klitlavningen er der i år en forekomst på over 1.000 eksemplarer og der er tale om Baltisk Ensian. Hvordan kan jeg nu være sikker på det? |