Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

7. oktober 2012

Bestemmelsesnøgle til Kulsukker

Om anvendelse af bestemmelsesnøglen

Dette er en bestemmelsesnøgle til de tre almindeligst forekommende Kulsukker-arter i Danmark: Foder-Kulsukker, Læge-Kulsukker og Ru Kulsukker.

Bestemmelsesnøglen er foranlediget af et fund af en Foder-Kulsukker-bestand i 2011 med meget kraftigt nedløbende blade, som gør en sikker artsbestemmelse umulig ud fra de fleste feltfloraer, hvis man kun medtager de nøglekarakterer, der forefindes hos planterne i blomstringstiden.

Bestemmelsesnøglen skal anvendes på frisk plantemateriale, når planterne er i blomst og har nået en højde på 80 cm eller derover. Blomsterkarakterer gælder for udsprugne blomster.

Da Foder-Kulsukker er en krydsning mellem de to andre nævnte arter, kan denne krydsning antage flere forskellige mellemformer. Denne nøgle burde kunne holde krydsningen adskilt fra forældrearterne.

Vær opmærksom på, at man kan finde andre Kulsukker-arter forvildede i Danmark. Disse bliver ikke over 80 cm høje. Man kan finde billeder af disse arter ved at søge på ”Kulsukker” på FugleOgNaturs forside.

- - - - - - - - - - - - - - -

Kulsukker-nøgle

1.Stængelblade midt på stængel med en afsmalnende til kileformet grund (se B1 og B2 i figur). Gå til 2.

1.Stængelblade midt på stængel med en tydelig hjerteformet grund (se A i figur). Ru Kulsukker (Symphytum asperum Lepech.)

2. Støvtråden længere end eller af længde med støvknappen og ved basis omtrent af bredde med eller smallere end støvknappen (se D1 og D2 i figur). Stængelblade midt på stængel svagt nedløbende til stærkt nedløbende, nogle gange ned til og endda forbi fæstet for det næste stængelblad. Foder-Kulsukker (Symphytum x uplandicum Nyman)

2. Støvtråden kortere end støvknappen og ved basis tydeligt bredere end støvknappen (se C i figur). Stængelblade midt på stængel stærkt nedløbende, forbi fæstet for det næste stængelblad og i det mindste nogle steder helt ned til fæstet for det næstfølgende blad. Læge-Kulsukker (Symphytum officinale L.)

- - - - - - - - - - - - - - -

Post scriptum

Illustrationer: A (Ru Kulsukker), B1 (Foder-kulsukker), B2 (Læge-Kulsukker), C (Læge-Kulsukker), D1 (Foder-Kulsukker) og D2 (Ru Kulsukker)

Voksesteder for de illustrerede individer findes alle i Vestsjælland: landvejsrabatter ved Mullerupgård (Ru Kulsukker), haveukrudt i Suserup (Foder-Kulsukker) og "Joachim Bursers Apotekerhave" ved Sydvestsjællands Museum i Sorø (Læge-Kulsukker).

Tak til alle, der har bidraget med kommentarer i de to F&N-tråde ( www.fugleognatur.dk...show_message og www.fugleognatur.dk...show_message ), der danner grundlaget for denne artikel.



Foto: John Holst

De senest indberettede arter i Naturbasen: