Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

2. februar 2013

Plejeforsøg på overdrev/eng i Allindelille Fredskov.

På et møde i DBF d. 17-01-2013 (Forvaltning til glæde for planter og dagsommerfugle, af Allan Bornø Clausen og Martin Bjerg), blev der talt/diskuteret om hvordan vi generelt set, kan gøre naturplejen bedre for vores naturområder. Problemet er at dagsommerfugle, og sikkert en hel del andre insekter, ved voldsom naturpleje, kan blive reduceret kraftigt eller ligefrem helt forsvinde fra den plejede lokalitet. Det kan være arealer der afgræsses med et alt for stort antal husdyr, så det hele bliver gnavet ned, eller høslæt hvor hele arealet bliver slået i bund på en gang med efterfølgende fjernelse af høet. Den form for pleje kan de fleste plantearter godt klare, i hvert fald i en periode, endog enårige arter da de ofte har en frøbank, eller der kommer frø udefra, men selv planter skal jo af og til sætte frø for at overleve. Anderledes forholder det sig med en lang række insekter, hvor en del af dem har en livscyklus på hen ved ét år, og som er afhængig af bestemte planter til føde for deres larver eller de voksne insekter. Fjerner man fødegrundlaget, f.eks. ved høslæt eller hård græsning, for en sommerfuglearts larve, er der stor risiko for at den uddør. Er lokaliteten tilmed isoleret, hvad de fleste i dag er, kan det være meget vanskeligt eller umuligt for arten at genindvandre!

Hvordan skal vi passe på?

Mit udgangspunkt i Allindelille Fredskov, som egentlig ikke indeholder specielt sjældne dagsommerfugle, er at der hvert år, i de næste mange år, SKAL udføres naturpleje på hele arealet. Det drejer sig nemlig i høj grad om at få fjerne de ophobede næringsstoffer og humus/muld, så der kan dannes en næringsfattig kridtholdig bund med lave nøjsomme og lyskrævende plantearter som f.eks. violer (sommerfuglelarvefoder), samt pletter af næsten bar "jord" som smådyr kan lune sig på, men også for at få større artsrigdom på skovengene.

Forsøget vil blive udført med leslåning og sammenrivning af vegetationen på udvalgte arealer. I første halvdel af juli vil der blive slået hø, da det er det optimale tidspunkt med henhold til fjernelse af biomasse/næringsstoffer, dog vil områder/pletter med specielt sjældne og sårbare plantearter få særbehandling. Projektet går ud at slå striber af ca. 2,5 m i bredden og efterladt tilsvarende brede urørte striber, så arealet efterfølgende vil ligge hen som hhv. slået, uslået, slået uslået osv. Høet som sikkert indeholder en hel del smådyr (sommerfuglelarver), får lov at ligge nogle dage, så smådyrene kan kravle hen til den urørte vegetationsstribe. Det er vigtigt at fjerne høet så snart smådyrene har forladt det, da det ellers vil besværliggøre de nye planteskud i at komme frem. Efter et par uger eller mere, vil de fleste af de slåede planter være kommet frem med nye skud og blade, og nogle vil endda begynde at blomstre igen. Når de 2-3 uger så er gået, er det tid til at slå de ca. 2,5 m brede urørte striber. Dette hø får også lov at ligge en uges tid, inden det fjernes, så smådyrene kan kravle hen på de friske remonterede planter. Dermed bør de sårbare smådyr være sikret i naturplejen.

Dette er mit umiddelbare forslag, som ikke er endeligt. Hvis I har forslag, forbedring eller indsigelser, vil jeg meget gerne have Jeres meninger. F.eks. hvor længe skal jeg vente på at vegetationen er remonteret tilstrækkeligt?

Hilsen Jimmy


De senest indberettede arter i Naturbasen: