Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

17. april 2007

Lidt om invasive planter - nye på vej!?

En invasiv art er i praksis en art som ikke oprindeligt hører til i den danske natur, men kommer til udefra og breder sig så hurtigt, at den på iøjnefaldende vis forrykker udbredelsen af hjemmehørende arter og ændrer eksisterende plantesamfund afgørende.

Kæmpe-Bjørneklo og Gyldenris (især Sildig Gyldenris, Kanadisk Gyldenris er ikke så stort et problem) er velkendte.

En række andre er ret almindelige, men opfattes ikke som noget problem: Gærde-Kartebolle, Pindsvine-Kartebolle o.s.v.

Af invasive arter af ældre oprindelse kan nævnes Rød Hestehov (indført af munkene i middelalderen og senere), Skvalderkål (indført af munkene i middelalderen), Løgkarse og flere andre.

De fleste anerkender, at der sker kraftige klimaændringer for tiden, klimaet bliver generelt varmere og mere regnrigt i vinterhalvåret, mindre i sommerhalvåret. Mon der så er nye invasive arter på vej?

Noget yder på det. Her er et par eksempler, som man bør holde øje med i fremtiden:

Smalbladet Vandpest, en akvarieplante fra Nordamerika, spreder sig i den danske natur (det er dog ikke sikkert, at det er temperaturstigningeren, der er årsagen). Den er endnu ikke så almindelig, men ser ud til at være ved at fortrænge Almindelig Vandpest mange steder:

www.fugleognatur.dk/gallery...

Fliget Kartebolle. Den er endnu meget sjælden i Danmark, men sidste år fandt jeg den på en ny lokalitet i Glostrup nær Motorring 3. Den optræder som et ubehageligt landskabsukrudt under varmere himmelstrøg, f.eks. i Australien og det sydlige USA: www.fugleognatur.dk/gallery...

Smalbladet Brandbæger. Den er ved at brede sig til Danmarke fra Tyskland/Mellemeuropa. Nogle mener, at den har undergået genetiske ændringer, der gør den mere kuldetålsom. Den er endnu meget sjælden, men sidste år fandt jeg den på en motorvejsskråning på Sprogø: www.fugleognatur.dk/gallery...

Løgkarse (en anden indført/invasiv) er nu nærmest allestedsnærværende på mere frugtbar bund. I 1960erne var den om ikke sjælden, som dog nærmest "hist og her". www.fugleognatur.dk/gallery...

Kanadisk Bakkestjerne blev meget almindelig fra 1970erne, men er nu gået noget tilbage. Forklaringen er sandsynligvis, at den er forholdsvis resistent over for nogle af de plantegifte, man brugte dengang. Nu hvor miljøbevidstheden mange steder er blevet lidt større, og man ikke sprøjter så meget mere, i alt fald ikke på offentlige arealer, kan den ikke i så høj grad længere bruge denne konkurrenceparameter: www.fugleognatur.dk/gallery...

En halvsjælden ukrudtsplante som Musehale kunne også profitere på at være ret modstandsdygtig over for sprøjtemidlerne. Den er blevet sjælden nu som følge af den miljøvenlige drift!

Poul Evald

De senest indberettede arter i Naturbasen: