Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

18. april 2007

Dragsmur, 18. april 2007

"Vi håber på østenvind, for det giver normalt det bedste træk". Cirka sådan skrev jeg i annoncen, og så kan det jo undre, at der dukker 65 gæster op på dagens tur i en frisk til hård NV-vind på Dragsmur. Nuvel, vejret var smukt med drivende skygader, men trækmæssigt set var det ikke meget bevendt.

Inden turens begyndelse ved 13-tiden havde jeg spottet en enkelt rød glente samt en landsvale som det mest bemærkelsesværdige, men efter velkomsten i pivende kulde var der som blæst for fugle. Selv om vi fandt en læfyldt plet på østsiden af Ryes Skanser, var der ikke meget andet at notere end sanglærker og engpibere i sangflugt, en masse skarver, en gråstrubet lappedykker og et par toppede lappedykkere på havet samt en masse blomstrende hulkravet kodriver på skrænterne.

Derfor begav vi os hurtigt på vandring sydover langs kysten, hvor vi snublede over en håndfuld ringspinderlarver, en Zelotes sp. (ninjaedderkoppen) samt en masse Pardosa monticola. På et tidspunkt kiggede turlederen væk og spottede derved en rød glente, som lidt efter kom smukt hen over deltagerne. Yes.

Vi vandrede videre og så en håndfuld smukke toppede skalleslugere på havet og en fin stenpikker, som sad på tangvolden. Efter en kilometers penge endte vi ved en birkelund, som gav læ mod vinden. Her var det kaffetid, og imens kom der lidt mere gang i rovfuglene. Enkelte musvåger og et par spurvehøge fløj mod nord, pludselig kom en rørhøg baskende i aktiv flugt, og så... PISKERIS! En smuk dværgfalk han kom drønende forbi 50 meter ude, og begejstringen var stor. Nu havde vi efterhånden lidt arter på listen.

Lidt efter lidt luskede folk tilbage mod bilerne, men de få rå blev hængende, fordi der efterhånden var optræk til lidt rovfugle nede sydpå. Der kom lidt musvåger og en spurvehøg, og langt ude var et kæmpe vingefang oppe at vende - formentlig en havørn. Lidt over kl. 16, hvor vi havde besluttet at pakke sammen, afslørede det berømte "sidste kig" en fed gammel vandrefalk, som kom drønende hen over tangen. Sådan! Med god samvittighed kunne vi pakke bilerne og køre hjemad. Solen skinnede, og det havde faktisk været en rigtig fornøjelig tur. Tak til de mange deltagere for god ro & orden.

Se artslisten fra Dragsmur her www.fugleognatur.dk/lokalitet...


Foto: rød glente, vandrefalk og ravn på Dragsmur

De senest indberettede arter i Naturbasen: