Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

21. marts 2013

Pinhole kamera

Jeg blev opfordret til at komme med en byggevejledning til et øldåse kamera. Så jeg prøver.

Et pinhole kamera består i alt sin enkelthed af en beholder med et hul i siden og et stykke fotopapir inden i. Det kan bruges til at tage billeder med meget lang åbningstid, og her er solens gang hen over himlen et oplagt motiv. I det tilfælde kaldes det så for en solargraph.

Som beholder kan alt i princippet bruges, men en tom øldåse er meget anvendelig. Gerne en af de store, den er sjovere at tømme, og den kan give et større billede. Og så er den lavet af aluminium, der kan holde til at være ude i alt slags vejr. Og det er nemt at arbejde med.

Skær toppen af dåsen og fjern de grater, der kommer.

Med en nål laver man nu et hul i siden af dåsen. Brug en pind inde i dåsen som underlag, så bliver den ikke bulet, og nålen går nemt igennem. Hullet må ikke være særlig stort, kun ca. 0,2 mm. Det svarer til spidsen af en synål eller diameteren på en synål nr. 10, tror jeg. Hullet vil få nogle grater indvendigt, og de skal fjernes med fint sandpapir. Men herved kommer der grater indvendigt i hullet, så her må nålen forsigtigt tages i brug igen. Kontroller med en lup at kanten i hullet er helt rent.

Når man vælger, hvor man vil have hullet er det meget vigtigt at huske, at motivet står på hovedet inde i dåsen. D.v.s. hvis man vil have et motiv af solen højt på himlen med kun lidt landskab, skal hullet placeres højt på dåsen.

Dæk derefter hullet indvendigt med et stykke tape og giv bunden og siden hvor hullet sidder 2 gange sort spaymaling. Husk at fjerne tapen efter den er malet færdig.

Og nu vi er ved at arbejde med tape så sæt et stykke isolertape på hullet udvendigt. Det virker som lukker og skal først fjernes, når dåsen er monteret.

Lav nu et låg, der passer til at sætte på dåsen. Det laves i kraftig sort papir, der kan købes hos boghandleren. En strimmel med en ombukket kant med et rundt stykke tapet ovenpå er fint.

Så kommer vi til papiret. Det skal IKKE være det, man printer sine digitale billeder på, men det fotopapir vi i gamle dage brugte i mørkekammeret, når vi skulle lave billeder. Når jeg arbejder med det, gør jeg det om aftenen i et mørkt værelse med en rød pære. En cykel baglygte kan også bruges. Papiret er ikke ekstremt lysfølsomt. Et dunkelt værelse vil kortvarigt også være OK.

Det kan være lidt svært at finde fotopapir i dag. De fleste fotohandlere har det ikke hjemme, men de kan godt skaffe det, og så tror de, det er guld, de sælger. Jeg fandt en dansk forretning, der sælger det på nettet til en fornuftig pris. Jeg vil ikke reklamere, men send mig en mail, og jeg sender adressen.

Papiret skal være mat eller halvmat – satin, og det må ikke være farve papir. Det skal være sort/hvid. Jeg bruger en størrelse, der hedder 17,8x24 cm. Ud af et stykke papir kan jeg skære et stykke til en lille og et til en stor dåse.

Put papiret ned i dåsen så det dækker hele overfladen undtagen ca. 1 cm. ud for hullet. Husk at vende det rigtigt. Jeg fæstner det foroven med et lille stykke isolertape i hvert hjørne, så det holder sig fast og tæt til væggen.

Nu er det på med låget og i gang med gaffatapen. Og her kan man kun bruge for lidt. Jeg bruger rigtig meget på kryds og tværs for at være helt sikker på, at den er tæt. Det gør jeg også, når jeg sætter den op, og for en sikkerheds skyld får den også en strip, så den kan sidde helt stille. Husk at fjerne tapen fra hullet.

Når man henter dåsen ind igen, skal man lige huske at sætte en ny lukker/isolertape for hullet.

Det rigtig smarte kommer, når man skal fremkalde sit billede. Ikke noget med diverse bade. Her skal kun bruges en computer og en scanner.

Indstil scanneren til 600 DPI og farvebillede. Giv så fotopapiret nede i dåsen 5 sekunder med en hårtørrer for at fjerne evt. kondens og scan det derefter. Det kan det godt holde til, men gem det straks væk bagefter et lystæt sted.

Nu åbner man et billede redigeringsprogram og spejlvender farverne. Det er det, der også hedder invert, og billedet er færdigt.

Jeg ved ikke, om det lyder omstændeligt, men det er ret simpelt og enkelt at gå i gang med.



Foto: Kresten

De senest indberettede arter i Naturbasen: