Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

25. marts 2005

Homo floresiensis

Oktober sidste år publicerede et hold indonesiske og australske forskere en opsigtsvækkende artikel i Nature. De havde udgravet fossilet af en ny menneskeart, som de kaldte Homo floresiensis efter øen Flores, hvor den blev fundet.

H. floresiensis(Hf) var opsigtsvækkende ung, omkring 18 000 år, kun omkring 1 m høj, og med et hjernerumfang på 350 kubikcentimeter. Undersøgelser viste hurtigt, at det ikke var en juvenil, men derimod en kvinde omkring de 30 år.

Der har, før Hf, kun levet to Homo arter i den del af verden, H. erectus og H. sapiens (det moderne menneske). Hf lignede ikke en sapient. Øjenbrynsbuerne er for kraftige, armene for lange i forhold til benene osv. Det ligner meget mere en H. erectus, men de uddøde for 200 000 år siden, var betydeligt højere og havde hjernerumfang på 900-1100 kubikcentimeter.

Det fik en del forskere til at spekulere i, om det kunne være en dværg - og altså ikke en ny art - man havde fundet.

Hektisk aktivitet rundt omkring på bibliotekerne, hvor folk (inklusiv undertegnede) fik travlt med at læse medicinske tidsskrifter om dværgvækst. Nu er lægevidenskaben så ikke helt enige om, hvordan man definerer dværgvækst, så svaret lå ikke lige om hjørnet.

I mellemtiden var der også opstået tvister om adgangen til det fossile materiale. Flere havde forsøgt at få adgang til fossilet, men var blevet afvist, med den begrundelse at præpareringen og detailbeskrivelsen trak ud.

Alt sammen ting der fik flere og flere til at mene, at gassen vist var ved at gå af ballonen, for de kære kolleger i Indonesien og Australien. De havde efterhånden ikke så meget at have deres "nye" art i.

Morgenaviserne herhjemme fik travlt med at dementere historien om den nye menneskeart, og så sent som 18/2 havde Weekendavisen en notits i Ideer om falsificering af Hf. Falsificeringen er blevet falsificeret(!) 23/3, og fulgt op af en glimrende artikel.

Det viser sig nemlig, at der nok alligevel er noget om snakken og at Hf sandsynligvis er efterkommer af H. erectus. Nærmere undersøgelser af kraniet udført af et andet forskerhold bakker nu op om, at det ikke er en dværg, der er fundet.

Menneskets udvikling er ikke blevet mindre kompliceret af, at Hf er dukket op.

Litteratur:

Der er et væld af artikler om emnet i Nature. Offentliggørelsen af fossilet er i:

Nature 431, pp 1055-1061, 2004.

Om tvivl og adgang til fossilet, kan man bla. se:

Nature 434, p 5, 2005.

Weekendavisens notits henholdsvis artikel, er i:

Weekendavisen 18/2, Ideer s. 2

Weekendavisen 23/3, Ideer s. 2 og 9

Derudover har diverse antropologiske og arkæologiske tidsskrifter været omkring emnet op til flere gange.

Generelt, og lettilgængeligt, om menneskets udvikling er Peter Jensens bog nok det bedste, der er begået på dansk

Peter K.A. Jensen; Menneskets oprindelse og udvikling, Gad, 1996.

Siden 96 er der dukket et par nye slægter, og et par arter op. Dem kan man f.eks. læse om i

Michael S Jensen; Nye skud på stamtræet; Berlingske Tidende 12/5 2001, Univers s. 7.

19/4 2006:

Udgravningerne fortsætter i området og man har indtil videre, mere eller mindre fragmenterede, skeletter af mindst 9 individer. Derudover findes en del redskaber og spor efter brugen af ild.

Det første individ, kaldet LB1, måler 106 cm, vurderes til at have vejet omkring 30 kg og haft et hjernerumfang på 380 kubikcm.

106 cm svarer omtrent til størrelsen på et 4 årigt barn. Til sammenligning er moderne pygmæer i gennemsnit 140 cm.

Nature publicerer løbende artikler om udviklingen dernede og Peter Jensen har lige skrevet en populærvidenskabelig artikel om det i Aktuel Naturvidenskab.

Litteratur:

Nature vol. 437 pp 1012-1017. 2005

Peter K.A. Jensen 2006. Dværgmennesket fra Flores - The Lost World. Aktuel Naturvidenskab nr. 2 2006 pp 13-16


De senest indberettede arter i Naturbasen: