Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

12. juni 2013

Kan dette være Kravejordhumle?

Min sommerhusgrund i Virksund, d.8.6.2013:

Jeg gider ellers ikke løbe efter typisk udseende Jordhumledronninger med kameraet mere. Dette forår har allerede budt på mange pænt store og fede bamser af slagsen hjemme i min have, så jeg er "mæt". Men hér dukkede nu et dyr op, som alene ved sin størrelse (jeg antager: ihvertfald ikke under 20 mm) og sin dybe, kraftfulde bas-brummen påkaldte sig min interesse - også efter at den meget venligt havde sat sig på et mælkebøtteblad ganske nær mig og dermed ladet mig se, at det "bare" var en "Jordhumle/Lys jordhumle", tilsyneladende ligesom alle de andre, jeg har set fornylig.

Bien forekom mig imidlertid interessant, fordi den virkede meget LANG i forhold til, hvordan jordhumledronninger ellers forekommer mig at være dimensioneret.

Og så havde dens "pels" på bagkroppen et mærkelig "slikket", næsten overdrevent velfriseret look (hvor hårene i påfaldende grad synes at ligge tæt og glat ind til kroppen, i stedet for at stå ud fra kroppen og give et mere "lækkert" blødt indtryk).

Jeg glemte selvfølgelig under fotograferingen, hvad det er, man i detaljer skal koncentrere sig om ved mistanke om Kravejordhumle (Bombus magnus). Og jeg er ikke i stand til på det foreliggende at vurdere, om "kraven" (det forreste gule bånd?) når ned under vingehæfterne (som der står i Natur-og-Museum-hæftet om humlebier). Jeg ved bare, at jeg een og kun een gang før har set en humlebi, der lignede denne til forveksling (meget stor, aflang, - "slikket" pels på bagkroppen) - og det var sidste sommer på præcis samme lokalitet. Så der er altså eet eller andet ved denne type bi, som virker "unormalt", og samtidig lader sig genkende, når man møder det igen...

Jeg tænkte også (flygtigt) på Bombus magnus i forbindelse med bien fra sidste sommer, men da havde jeg ikke læst Natur-og-Museum-hæftet. Det har jeg nu. Der står, at den især træffes på "jyske hedelokaliteter". Dette lever "min" lokalitet i høj grad op til. Sommerhusområdet er fyldt med hede- og moseprægede arealer, og vi er flere gange stødt på arter i den lokale fauna, som er kendt som nogle, der foretrækker hedelokaliteter.

Men derfor kan min bi jo alligevel godt bare være en særligt stor, alm. Jordhumledronning med velfriseret pels. Er det muligt at afgøre, om det evt. er Kravejordhumle (B. magnus), når jeg nu sender det mest "skulder-fokuserede" foto, jeg fik af den???

På forhånd tak for evt. svar -

Vh Elisabeth


Foto: Elisabeth Siegel

De senest indberettede arter i Naturbasen: