Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
16. december 2018
 

Artikler

Artikeloversigt | Skriv ny artikel | Seneste artikler | Opdaterede artikler | Retningslinjer


Side 1 af 3 - Gå til side 1 2 3

 Næste side | >>

Navn Artikler -> Nyheder

Walther Gritsch
Fund af to nye Markfluer (Chamaemyiidae) for den danske fauna (Læst 6924 gange) Postet d. 19-11-13 kl. 00:15
Fund af to nye Markfluer (Chamaemyiidae) for den danske fauna (<b>Lipoleucopis praecox</b> og <b>Leucopomyia silesiaca</b>:

På den første indsamlingstur i 2012 )
Walther Gritsch har vedhæftet dette billede
Klik på billedet for original størrelse (1450 x 800)

Lipoleucopis praecox og Leucopomyia silesiaca:

På den første indsamlingstur i 2012 den 16. marts til Kongelunden på Amager (NEZ, UB46) fik jeg den førstnævnte art i nettet. Turen var som så ofte før koncentreret om den lille skoveng i den nordøstlige del af skoven. Området er på cirka 3000 kvadratmeter. Det er af næsten rektangulær form og på de to langsider mod øst og vest omgivet overvejende af birketræer og spredte nåletræer. Mod syd afgrænses området af en afvandingskanal og på den anden side af den, er skoven domineret af nåletræer. Mod nord er der mere åbent. Lokaliteten er tør med sandet jord.

På stedet var jeg meget i tvivl om, hvad det var, jeg havde fået i nettet. Min umiddelbare tanke var, at det måtte være en Vandflue. Da jeg hjemme fik fluen under lup, kunne jeg med det samme se, at det ikke var noget af det, jeg normalt har med tilbage fra en indsamlingstur, og en Vandflue var det i hvert fald ikke.

Efter at have kørt fluen gennem familienøglen i hhv. Oosterbroek et al. (2005) og Contributions to a Manual of Palaearctic Diptera, volume 1 (2000), nåede jeg frem til, at det var en Markflue, men ikke med det udseende jeg ville have forventet. Slægtsnøglen i bind 3 af Contributions to a Manual of Palaearctic Diptera (1998) af I. F. G. McLean fører uden besvær til slægten Lipoleucopis, der kun indeholder én art, Lipoleucopis praecox.

Lipoleucopis praecox hører til tribusen Leucopini i underfamilien Leucopinae, der udmærker sig ved at have lunula med behåring, ingen konvergente postocellarer, og rundet 3. antenneled. Lunula er det for det meste halvmåneformede område over antennerne, der oventil er afgrænset af den såkaldte ptilinal-fure, der er sidste rest af den blære fluen bruger til at sprænge sig vej ud af pupariet. Hos Leucopinae er lunula bred og næsten firkantet og med fine småhår. Den videre inddeling af underfamilien i slægter går derpå efter venationen i vingerne, og her adskiller Lipoleucopis praecox sig fra alle andre slægter ved at have randåren costa kun til R4+5 (alle andre har costa til M).

På billedet fremstår fluen meget mørk. Dette skyldes, at den hurtigt, og inden jeg kunne nå at fotografere den, begyndte at fedte til. I live var den nærmest musegrå.

Alle Markfluer er som larver prædatorer på forskellige bladlus og skjoldlus, og Markfluer bruges da også til biologisk skadedyrbekæmpelse. Om Lipoleucopis praecox ved man, at den som larve præderer Pineus pini (Ulden fyrrebladlus). Da Kongelunden indeholder ganske mange nåletræer, er det fuldt ud muligt, at området længe har huset en bestand af Lipoleucopis praecox.

If. Fauna Europaea er arten kendt fra Finland, Sverige, Polen, Nederlandene, Storbritanien og Frankrig. Uden for Vestpalæarktis er den ukendt.

Den 8. oktober 2013 var jeg på tur i Pinseskoven på Amager (NEZ, UB46). Denne tur gav den anden af de to arter.

Pinseskoven er en selvsået skov, der består hovedsageligt af birketræer med spredte pilebuske indimellem. Lokaliteten er nok bedst kendt for de to sommerfuglearter Iris og Ilia, men det er muligt at finde andre spændende arter. Dette på trods af, at stedet virker ensformigt i forhold til vegetationen.

Dagens bedste fund var utvivlsomt Markfluen Leucopomyia silesiaca (1 han og 1 hun). I mange henseender er arten typisk for, hvordan en Markflue "bør" se ud. I levende live er fluerne skinnende kridhvide med brune længdestriber på scutum, og de bevæger sig med en trippende gang.

Leucopomyia silesiaca hører til samme underfamilie og tribus som Lipoleucopis praecox, men adskiller sig ved at have costa hele vejen til M. Dette træk placerer slægten Leucopomyia tæt på Leucopis (s.l.), men tilstedeværelsen af præscutellare akrostikalbørster berettiger til en egen slægt efter den gældende systematik. Tidligere har arten silesiaca netop været inkluderet i Leucopis.

Til forskel fra Lipoleucopis praecox er Leucopomyia silesiaca prædator på forskellige skjoldlus. De to individer blev ketsjet i højt græs mellem birketræerne, men om skjoldlus-værterne fandtes på træerne eller græsserne eller deres rødder, kan jeg desværre ikke sige noget om.

Der er kendt to arter i slægten Leucopomyia i Europa: silesiaca og alticeps. Jf. checklisten (Petersen & Meier, 2001) har Leucopomyia silesiaca status 5, hvilket vil sige, at arten anses for sandsynlig i den danske fauna, og den er da også kendt fra de fleste lande syd for os, men ikke fra Skandinavien.

Begge de her beskrevne arter er små fluer med en kropslængde på 2,0-2,5 mm.

Kilder:

Contributions to a Manual of Palaearctic Diptera, volume 1, 2000

McLean, I.F.G.: Family Chamaemyiidae i Contributions to a Manual of Palaearctic Diptera, volume 3, 1998

Oosterbroek, Pjotr et al.: De Europese families van muggen en vliegen (Diptera), 2005

Petersen, F.T. & R. Meier (eds.): A preliminary list of the Diptera of Denmark, Steenstrupia, volume 26(2), 2001

Tanasiichuk, V.N.: Family Chamaemyiidae (Ochthiphilidae) i Bei-Bienko, G.Y. & Steyskal, G.C. (eds.), Keys to the insects of the European part of the USSR, 1989 (online-version Google Books)

Kommentér

Marianne Graversen
#1 Kommentar postet d. 19-11-13 kl. 08:12. Emne: Fund af to nye Markfluer (Chamaemyiidae) for den danske fauna
Det er fantastisk så mange fine resultater du får!

Jeg beundre virkelig dit arbejde med nogle - for mig - fuldstændig umulige grupper.

/Marianne

Kommentér

Ole Martin
#2 Kommentar postet d. 19-11-13 kl. 08:33. Emne: Fund af to nye Markfluer (Chamaemyiidae) for den danske fauna
Ja, det er en meget imponerende indsats du udfører i udforskningen af den danske dipterfauna. Og hvilke medfølgende fotos !

V.h.

Ole

Kommentér

Mogens Jørgensen
#3 Kommentar postet d. 19-11-13 kl. 09:22. Emne: Fund af to nye Markfluer (Chamaemyiidae) for den danske fauna
Flotte billeder og flot arbejde. Tillykke med de 2 nye arter .

VH/Mogens

Kommentér

Yvonne Engmann
#4 Kommentar postet d. 19-11-13 kl. 09:48. Emne: Fund af to nye Markfluer (Chamaemyiidae) for den danske fauna

Tillykke med de nye arter.. Flotte fund.

Hilsen Yvonne

Kommentér

Simon Haarder
#5 Kommentar postet d. 19-11-13 kl. 10:16. Emne: Fund af to nye Markfluer (Chamaemyiidae) for den danske fauna

Hvor er det sejt!

Du inspirerer til mere kratluskeri

Vh Simon

Kommentér

Klavs Nielsen
#6 Kommentar postet d. 19-11-13 kl. 12:24. Emne: Fund af to nye Markfluer (Chamaemyiidae) for den danske fauna
Tillykke - og mange tak for meget spændende og inspirerende beskrivelser af opklaringsarbejdet.

Bedste hilsner

Klavs

Kommentér

Walther Gritsch
#7 Kommentar postet d. 19-11-13 kl. 12:38. Emne: Fund af to nye Markfluer (Chamaemyiidae) for den danske fauna
Tak til jer alle sammen!

Jeg blir altid selv overrasket over, hvor "let" det er at finde nye danske arter. Selv på grundigt gennemtrawlede lokaliteter på en lille ø

Walther

Kommentér

Finn Krone
#8 Kommentar postet d. 19-11-13 kl. 13:15. Emne: Fund af to nye Markfluer (Chamaemyiidae) for den danske fauna
Ja, det er vildt sejt

Vh Finn

Kommentér

Claes Theilgaard
#9 Kommentar postet d. 19-11-13 kl. 17:33. Emne: Fund af to nye Markfluer (Chamaemyiidae) for den danske fauna
Tillykke med disse fine fund!

Kommentér

Side 1 af 3 - Gå til side 1 2 3

 Næste side | >>




Email notificering
Du modtager en e-mail hvis artiklen kommenteres



Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator