Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

8. juli 2007

Sjælden Mosasaur-tand fundet på Møn

Onsdag formiddag d. 4. juli 2007 fandt 14-årige Janus Kempf helt tilfældigt en mosasaurtand ved den sammenstyrtede Store Taler på Møns Klint.

Det er kun det sjette fund af mosasaurtænder i Danmark i Geologisk Museums varetægt og sandsynligvis den eneste, der ikke viser sig at være omlejret, dvs. transporteret hertil med isen under istiderne. Derudover anslåes det, at der er mellem 8 og 10 tænder i private samlinger rundt omkring i landet, så det er sjældne fossiler, der er tale om.

Tanden er på vej til Geologisk Museum i København hvor den vil blive bestemt nærmere og derefter vil Danekræudvalget beslutte om den skal erklæres danekræ.

I det sydlige Sverige har man talrige fund af mosasaurhvirvler og –tænder, så det er egentligt overraskende, at man ikke har fundet flere i de talrige danske aflejringer fra Sen Kridt, hvor kræene slog sine folder. Fundstederne indikerer, at mosasaurerne overvejende har jaget på lavere vand tættere på kysten af Kridthavet, i det nuværende Sverige.

Mosasaurerne er en stor og divers gruppe, der levede i slutningen af Kridttiden. Familien Mosasauridae har ikke mindre end 4 underfamilier og 27 slægter, repræsenteret af fund i det meste af Europa og Nordamerika og med enkelte fund i det østlige Mellemøsten og nordlige Afrika.

Mosasaurerne tilhører ikke dinosaurerne, men er en familie i ordenen Squamata (slanger og øgler). Nyere kladistiske undersøgelser peger i øvrigt på, at mosasaurerne er tættere i familie med slanger end med øgler.

Litteratur:

Lindgren, J. & Jagt, J. W. M. 2005: Danish mosasaurs. Netherlands Journal of Geosciences. 84-3, 315-320



Foto: Michael S. Jensen

De senest indberettede arter i Naturbasen: