Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
16. december 2018
 

Artikler

Artikeloversigt | Skriv ny artikel | Seneste artikler | Opdaterede artikler | Retningslinjer


Side 1 af 2 - Gå til side 1 2

 Næste side | >>

Navn Artikler -> Nyheder

Walther Gritsch
Fund af Bananfluen Amiota filipes Maca (Diptera, Drosophilidae) – ny art for Danmark (Læst 23179 gange) Postet d. 14-09-14 kl. 14:39
Fund af Bananfluen Amiota filipes Maca (Diptera, Drosophilidae) – ny art for Danmark (Den danske bananfluefauna er forholdsvis begrænset i størrelse, og efter udgivelsen af Fauna Entomol)
Foto: Klavs Nielsen og Walther Gritsch
Klik på billedet for original størrelse (1024 x 768)

Den danske bananfluefauna er forholdsvis begrænset i størrelse, og efter udgivelsen af Fauna Entomologica Scandinavica, volume 39 – 2004: The Drosophilidae (Diptera) of Fennoscandia and Denmark, må den også betegnes som velundersøgt. Dog omtales kun 33 arter, hvilket er lavere end det reelle tal. Eksempelvis udelades Cacoxenus indagator, der utvivlsomt er almindelig, og knyttet som inkvilin til larverne af forskellige Bugsamlerbier i slægten Osmia.

Allearter.dk oplister 36 arter, mens A preliminary list of the Diptera of Denmark (2001) - ”checklisten”, regner med 51, hvor også potentielle arter tælles med.

Ingen af disse kilder havde dog forudset Amiota filipes, hvilket endnu engang viser, hvor foreløbig enhver opgørelse af den danske fluefauna er.

I det tidlige forår 2014 lavede Klavs Nielsen en tråd - se linket HER om små fluer, han havde klækket fra puparier fundet under barken på en væltet bøg i Teglstrup Hegn (NEZ UC41). Bøgen havde ligget på jorden omkring et par år.

Fluerne kunne umiddelbart identificeres som Bananfluer i slægten Amiota. Typisk for arterne er de to hvide pletter hhv. på postpronotum og anepimeron.

Jeg tilbød at bestemme dyrene, og regnede på forhånd med, at det formentlig drejede sig om Amiota basdeni, fordi hårstrålerne på undersiden af antennebørsten var lange. Til sammenligning er disse hårstråler ret korte hos den anden kendte danske art, Amiota alboguttata.

Det viste sig imidlertid, at det skulle være mere kompliceret end som så. Et par af hannerne fra kuldet blev dissekeret, og bagkroppen blev blødt op og renset i en 10% KOH-opløsning for at blotlægge detaljerne i epandriet. Med FES volume 39 burde det så have været en formsag at bestemme arten, men det var som om, der manglede noget. Nøglen indeholder ganske vist alle otte arter, der for øjeblikket er kendt i Europa, men der er kun detaljerede illustrationer til seks af de otte, der er kendt indenfor området. Til de to sidste er der mere skitseagtige tegninger.

Det jeg så i luppen stemte bedst overens med tegningen til Amiota filipes, men denne art var kendt udelukkende fra Mellemeuropa. A. filipes er beskrevet som ny art af Jan Máca i 1980 ud fra materiale klækket fra råddent træ indsamlet i Tjekkiet (Bøhmen). Senere er den også fundet i Slovakiet, Bayern og Schweiz. Mere mellemeuropæisk kan det knapt blive.

Via en tråd på Diptera.info, der havde til formål at lokke nogle drosophilide-eksperter på banen, men som ikke kastede noget af sig, blev jeg kontaktet pr. brev af Jan Máca, som sendte mig sin artikel fra 1980 med den oprindelige beskrivelse af A. filipes. Senere, da jeg havde fået lavet et bedre billede af artens aedeaguskompleks, kunne han også bekræfte, at det vitterligt var denne art.

Med denne tilføjelse til den danske drosophilide-fauna er antallet af arter nu oppe på 37.

Slægten Amiota er godt undersøgt i Europa og Asien. For nærværende er der kendt 53 arter i dette enorme landområde; heraf er de otte kendt fra Europa.

Men det er vanskeligt at skaffe sig et overblik over, hvilke arter der findes hvor, fordi Amiota spp. sjældent fanges med traditionelle fangstmetoder som f.eks. ketsjning eller malaisefælder på jorden. Arterne hører til trætop-faunaen, og optræder kun lejlighedsvis nede, hvor de fleste entomologer plejer at samle. Derfor er det et rent tilfælde, at det lykkedes for Klavs at finde Amiota filipes. Interessant nok er omstændighederne omkring fundet i Teglstrup Hegn meget lig dem, som gjaldt ved Mácas fund i Bøhmen. Det kunne tyde på, at selv om A. filipes lever sit liv oppe i trækronerne, kommer den ned til jorden for at lægge æg. I øvrigt kendes der næsten intet til disse fluers økologi.

Springet fra Mellemeuropa til en skov i Nordsjælland er stort, men at man kan finde den samme art på lokaliteter så langt fra hinanden viser først og fremmest, at vores viden om den specifikke trætop-fauna er meget mangelfuld. Det forholder sig jo næppe sådan, at Amiota filipes ikke findes i det mellemliggende område.

Tak til Klavs Nielsen for billeder af en levende flue og fra fundstedet og oplysninger om fundet, og tak til Jan Máca for at bekræfte min bestemmelse af arten.

Kilder:

Bächli, G., Vilela, C.R. & Haring, E., 2002. Four new species of West Palaearctic Drosophilidae (Diptera). Mitteilungen der schweizerischen entomologischen Gesellschaft. 75, 299-333.

Baechli, G., Vilela, C.R., Andersson Escher, S., Saura, A., 2004. The Drosophilidae (Diptera) of Fennoscandia and Denmark. Fauna Entomologica Scandinavica. 39.

Hong-Wei Chen & Toda, M.J., 2001. A revision of the Asian and European species in the subgenus Amiota Loew (Diptera, Drosophilidae) and the establishment of species-groups based on phylogenetic analysis. Journal of Natural History. 35, 1517-1536.

Máca, J., 1980. European species of the subgenus Amiota s.str. (Diptera, Drosophilidae). Acta Entomologica Bohemoslovaca, 77: 328-346.

Máca, J., 2003. Taxonomic notes on the genera previously classified in the genus Amiota Loew (Diptera: Drosophilidae, Steganinae). Acta Universitatis Carolinae. Biologica 47: 247-274.

Petersen, F.T. & R. Meier (eds.): A preliminary list of the Diptera of Denmark. - Steenstrupia 26 (2): 119-276, 2001.

Kommentér

Klavs Nielsen
#1 Kommentar postet d. 14-09-14 kl. 14:48. Emne: Fund af Bananfluen Amiota filipes Maca (Diptera, Drosophilidae) – ny art for Danmark
Det var en lidt trist, grå dag sidst i februar. Der var ikke umiddelbart så meget at fotografere, så jeg begyndte at kigge under barken på de væltede træer. På en falden bøg var det yderste papirstynde yderlag så småt begyndt at sprække op og kunne trækkes af i mindre flager. Derunder var der nogle små knaldgule og hvide fluelarver, som blev fotograferet. Der var og nogle små brune puparier, som blev hjembragt til fotografering og klækning. Jeg forsøgte nemlig på det tidspunkt at lære mig selv at blive bedre til at bestemme fluer, fordi de ofte er så fotogene. Men indlæringskurven er stejl, og det er efterhånden gået op for mig, at jeg med min relativt høje alder måske skulle finde et andet område, som er mere overkommeligt.

Da puparierne så klækkede en måned senere, kunne jeg ikke komme igennem med bestemmelsen af fluerne og lagde et billed af dem i forum. Walther bestemte fluerne til slægten Amiota og foreslog, at jeg sendte fluerne til ham. Han tilføjede også, at de var sjældent sete - det tændte mig, og jeg tog i skoven og samlede lidt flere puparier, så jeg kunne sende noget pænere materiale. Da Walther havde kigget på fluerne, meddelte han mig at det var en art, der ikke var fundet før i Danmark. Den art, der kom nærmest, hed filipes, men den var kun kendt fra mellemeuropa, og han kunne ikke med sikkerhed fastslå arten. Resten fremgår af Walthers artikel.

Så det er Walthers store fortjeneste, at arten nu er fundet her i Danmark.



Kommentér

Hans Henrik Bruun
#2 Kommentar postet d. 14-09-14 kl. 15:00. Emne: Fund af Bananfluen Amiota filipes Maca (Diptera, Drosophilidae) – ny art for Danmark
Til lykke til jer begge! Fornemt arbejde.

/ Hans Henrik

Kommentér

Bo Stephensen
#3 Kommentar postet d. 14-09-14 kl. 15:55. Emne: Fund af Bananfluen Amiota filipes Maca (Diptera, Drosophilidae) – ny art for Danmark
Er det en art, der løber rundt på savflader af fældede træer Bøg og Eg ?.

Jeg tror, at der er flere bananfluearter som netop gør dette, hvor de suger træsaften.



Kommentér

Morten DD Hansen
#4 Kommentar postet d. 14-09-14 kl. 16:36. Emne: Fund af Bananfluen Amiota filipes Maca (Diptera, Drosophilidae) – ny art for Danmark
Super historie og fund! Tillykke til jer begge

Kommentér

Claes Theilgaard
#5 Kommentar postet d. 14-09-14 kl. 16:40. Emne: Fund af Bananfluen Amiota filipes Maca (Diptera, Drosophilidae) – ny art for Danmark
Spændende artikel, og tillykke til jer begge med fundet!

Kommentér

Erik Nielsen
#6 Kommentar postet d. 15-09-14 kl. 00:28. Emne: Fund af Bananfluen Amiota filipes Maca (Diptera, Drosophilidae) – ny art for Danmark
Tillykke!

Mvh. Erik

Kommentér

Jan Fischer Rasmussen
#7 Kommentar postet d. 15-09-14 kl. 06:13. Emne: Fund af Bananfluen Amiota filipes Maca (Diptera, Drosophilidae) – ny art for Danmark
Fed historie!

Kommentér

Hjalte Kjærby
#8 Kommentar postet d. 15-09-14 kl. 06:50. Emne: Fund af Bananfluen Amiota filipes Maca (Diptera, Drosophilidae) – ny art for Danmark
Tillykke med fundet

Kommentér

Finn Krone
#9 Kommentar postet d. 15-09-14 kl. 09:30. Emne: Fund af Bananfluen Amiota filipes Maca (Diptera, Drosophilidae) – ny art for Danmark
Skøn historie - tillykke

Vh Finn

Kommentér

Side 1 af 2 - Gå til side 1 2

 Næste side | >>




Email notificering
Du modtager en e-mail hvis artiklen kommenteres



Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator