Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
25. august 2019
 

Forum

Forumoversigt | Start ny tråd | Seneste tråde | Aktive tråde | Ubesvarede tråde | Retningslinjer


Side 1 af 1 - Gå til side 1

 

Navn Forum -> Historiske artsdata -> Seneste tråde | Aktive tråde | Ny tråd | Ubesvarede tråde

Tora Finderup Nielsen
Introduktion til transkribering og tolkning af historiske kilder (Læst 901 gange) Postet d. 28-11-14 kl. 11:46
Historiske notater om forekomst af arter er en guldgrube af data, der ved sammenligning med moderne registreringer, fortæller historien om hvordan vores natur har udviklet sig over tidsrum længere end ”mands minde”. Ofte drejer notaterne sig om konkrete lokaliteter og kan derfor fortælle om landskabets og biodiversitetens udvikling på en skala der ellers kan være vanskelig at sige noget om.

I Danmark er vi i den gunstige situation, at der tidligt har været en stor interesse for naturen og at mange, både kendte og ukendte, naturinteresserede har nedskrevet deres artsobservationer, så vi i dag kan grave dem frem fra arkiver og museer.

For at vi kan udnytte denne guldgrube kræver det dog, at disse - ofte håndskrevne - notater transskriberes, tolkes og indføres i et digitalt format, så der kan udføres analyser af dem.

Det er vores håb, at dette forum vil hjælpe til at udnytte denne uerstattelige datakilde, så vi alle kan blive klogere på vores fælles natur.

Data fra dette forum vil indgå i et PhD projekt støttet af 15. juni fonden, hvor vi (jeg, sammen med Hans Henrik Bruun og Kaj Sand-Jensen) vil kortlægge ændringer og årsager til ændringer i den danske flora de sidste par hundrede år. Ved at opnå viden om hvad der regulerer sammensætningen af vores flora, kan vi opstille retningslinjer for naturforvaltningen og forhåbentlig blive bedre til at forvalte vores natur i fremtiden.

Der er flere udfordringer, når man skal anvende sådanne kilder.

Tydning af bogstaver og ord selvfølgelig og herudover tolkning af arts- og stednavne. Til artsnavnene anbefaler vi, at man tager udgangspunkt i den gængse flora der anvendtes på tiden for kilden, ofte J. Langes (1850-1888), Rostrups (1860 -) eller Raunkiærs (1890 -) floraer. Et udvalg af disse kan sendes som pdf, ved henvendelse til undertegnede. Ældre floraer som Hornemanns og Rafns kan findes på biblioteket, men ofte vil en af de tre ovennævnte og en internetsøgning (brug f.eks. - se linket HER) være nok til at tolke navnene. I Langes flora er også en del ældre synonymer opgivet. De moderne navne kan findes i Dansk flora, på F&N eller lignende.

Jeg vil i dette forum uploade skannede arkivalier og alle interesserede er velkomne til at give deres bidrag, lille eller stort, til tydning og tolkning i kommentarer under billedet. Kilderne kan være artslister, lokalitetsbeskrivelser, ekskursionsberetninger eller andet. De for mig vigtigste data fra disse kilder er artsnavne, men også sted- og hyppighedsangivelser er af stor værdi.

De data jeg har brug for hjælp til, er mest fra planternes verden, men indlæg om alle mulige organismer er selvfølgelig velkomne i dette forum.

Har du kommentarer eller spørgsmål til projektet eller ønsker du hellere skanninger af bestemte notater tilsendt per mail er du meget velkommen til at skrive til:

tora.nielsen@bio.ku.dk

Jeg håber I vil finde denne neddykken i vores fortid lige så interessant som jeg gør!

Venlig hilsen

Tora Finderup Nielsen

PhD, afd. For Økologi & Evolution, Københavns Universitet



Kommentér

Side 1 af 1 - Gå til side 1

 




Email notificering
Du modtager en e-mail når dit indlæg besvares



Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator