Hvilken lilla køllesvamp?
Jeg var ude at gå på Vestamager i går, hvor jeg faldt over en lilla køllesvamp. Det har jeg ikke set før, så jeg tog i forbifarten et hurtigt billede til senere forsøg på identifikation. Efter lidt roden rundt og spørgen til råds er rosenrød eller kødrød køllesvamp de bedste bud, jeg har fundet. Begge er dog opført som sjældne, hvilket giver årsag til nogen tøven - og lidt nysgerrighed. Jeg skriver derfor her for at høre, om der er nogen, der kunne have en mening om svampen? Svampen er som sagt fundet på Vestamager, i et indhegnet græsareal med køer, væk fra træer og umiddelbart uden dødt træ på jorden. Svampen virkede skør i kødet, og jeg bemærkede ingen stærk lugt, men en mere diskret lugt kunne sikkert være undsluppet mig. |