Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

18. februar 2016

Fund fra en svunden tid - Afrikansk Gåsefod

Jeg er ved at interkalerer nogle få hundrede planter fra C.O.Egede-Jensens herbarium i mit herbarium. Det er de rester, som han ikke sendte ind til Botanisk Museum, da han syntes, at alderen havde sat en stopper for hans floristiske udfoldelser gennem et halvt århundrede.

Jeg genkender nærmest hver eneste herbarieark igen fra dengang i 1970erne – 1980erne, hvor jeg ofte ”bladrede” herbariet igennem i småbidder og sugede til mig af den botaniske viden, Egede øste ud af.

Her under interkaleringen støder jeg på små og store overraskelser, men her er den største indtil videre: Et herbarieark, som jeg ikke mindes at have set før. Hvor i alverden har Egede fået det gamle ark fra? Måske fra en gammel elev, - de samlede ind til ham i nord og syd og øst og vest, hvorend de drog på ferie. En eller anden må være faldet over dette ark og har så givet det videre til Egede.

--

Arket er klistret op på et af Egedes herbarieark, der er lidt større. I nederste venstre hjørne står der:

Chenopodium Botrys L.

Snedinge Mølle 2 Aug 65

P.Nielsen


--

P.Nielsen var en af de store florister i fordums tid i det sydvestsjællandske. Så der er tale om 1865! Hvordan skal jeg indobse dette fund på F&N, hvor man ikke kan indobse længere tilbage end 1900? Jeg må finde på en nødløsning.

--

I nederste højre hjørne har Botanisk Museums kurator, Alfred Hansen, skrevet:

Non Ch. Botrys!

C. schraderianum

AHansen


--

Flora Nordica, bind 2 oplyser, at første fund i Danmark af Afrikansk Gåsefod (Chenopodium schraderianum) er fra Snedinge i 1865, og at arten fandtes på dette sted frem til 1882.

Jeg tror, Alfred Hansen, ville have noteret yderligere på arket, hvis Botanisk Museum ikke allerede havde en dublet af dette første fund af arten i Danmark.

Der er endnu et fund af arten i Egedes herbarium, som vist er det sidste fund, der er gjort i Danmark. Det kommer i næste indlæg.



Foto: Leg. P. Nielsen. Det. A. Hansen

De senest indberettede arter i Naturbasen: