Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

2. august 2017

Et moderne bestiarium

Jeg har altid været fascineret af Middelalderens bestiarier – store bøger som forsøgte at samle alverdens viden om alverdens væsener, både virkelige og knap så virkelige – og deres beskrivelser af mærkelige dyr, fabeldyr der blev set som virkelige, og væsener som man allerede dengang var i tvivl om kunne eksistere. I disse bøger ser man ofte de bedste tegninger som tiden kunne producere, og man hører om dyrenes egenskaber, om deres moral, og ikke mindst deres betydning for, og påvirkning af mennesker. Desværre er bestiariernes tid i det store hele forbi, men skulle man falder over et eksemplar af den engelske journalist og forfatter Caspar Hendersons ”The Book of Barely Imagined Beings” (uden tvivl skrevet med et nik til den den spanske forfatter Jorge Luis Borges berømte Manual de Zoologica Fantastica, eller Book of Imaginary Beings fra 1957), så kan man få en fornemmelse af hvordan det må have været, at dykke ned i et veritabelt skatkammer af viden og fantastiske oplysninger.

Der er dog en afgørende forskel på Hendersons bog og Middealderens værker. Han skriver kun om dyr som vi kender i dag, om deres egenskaber, udseende og biologi, der ofte er så fantastisk og utrolig, at man kun kan tilslutte sig den engelske biolog J.B.S. Haldanes berømte udtalelse om, at ”Verden er ikke alene mærkeligere end vi forestiller os. Den er mærkeligere end vi KAN forestille os.”

Bestiarier skal ikke læses i et hug. De er beregnet til at dykke ned i, læse et enkelt afsnit, finde en enkelt perle af viden, og så tage den med op til overfladen igen, så man kan beundre den og tænke over den. Det helt rigtige læsestof til en ustadig og upålidelige sommer som den vi har haft i år.

Her kan man jo for eksempel læse om axolotler, der lever deres liv som evige teenagere, og bliver kønsmodne som forvoksede larver! (Man kan faktisk godt få dem til at forvandle sig til store landlevende salamandere, men så skal de have hormonindsprøjtninger.)

Eller man kan høre Sigmund Freuds teorier om hvorfor så mange mennesker synes ål er mærkelige og uhyggelige – og overveje hvorfor de spiller en rolle i mere specielle former for japansk pornografi.

Og man kan prøve at forestille sig hvordan det må være at leve som en torndjævel i den australske ørken. Varmt – uden tvivl – og sikkert også tørstigt, men det kan man jo til dels afhjælpe, når man som torndjævlen er forsynet med skind, der kan suge vand som trækpapir og sende det ind i munden på den lille øgle.

Og til alle dem, der altid har spekuleret på hvilken dyregruppe, der er opkaldt efter den slangehårede gorgon, der blev dræbt af sagnhelten Perseus, kan jeg kun sige, at de ikke behøver spekulere længere. Det spørgsmål bliver også besvaret i denne fantastiske bog.

Læs den – bliv forundret - bliv fascineret.


Foto: Lars Thomas

De senest indberettede arter i Naturbasen: