Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
17. januar 2018
 

Artikler

Artikeloversigt | Skriv ny artikel | Seneste artikler | Opdaterede artikler | Retningslinjer


Side 1 af 1 - Gå til side 1

 

Navn Artikler -> Lokalitetsbeskrivelser

Denne beskrivelse er en

WIKI

som alle kan redigere

Store Hareskov (Furesø, Hovedstaden) (Læst 295 gange) Postet d. 26-12-2017 kl. 16:32
Store Hareskov (Furesø, Hovedstaden) (Harreskoven, Hareskoven eller Hareskovene som det samlede område retteligen burde kaldes er et stort)
Foto: Frank Desting
Klik på billedet for original størrelse (678 x 600)

Områdebeskrivelse
Harreskoven, Hareskoven eller Hareskovene som det samlede område retteligen burde kaldes er et stort sammenhængende skovområde nord for København med størstedelen beliggende i det sydlige Furesø Kommune, en mindre del i Gladsaxe Kommune og en lille del i Ballerup Kommune. Mod øst fortsætter skoven i den private Frederiksdal Storskov og mod nord er der kun et mindre åbent område omkring Kollekolle op til Nørreskoven. Der er således tale om et meget stort naturområde ganske tæt på hovedstaden, og bortset fra Kongens Lyngby fortsætter det grønne område helt til Øresund.

Hareskovene dækker over 4-5 forskellige individuelle skovområder der dog udgør et sammenhængende hele med fælles præg. Det meste af Hareskovene er klassisk bøgeskov ("søjlehal"), men der er også en del områder med gran. Skovbunden er de fleste steder fortsat ret artsfattig, men flere steder har opgivelse af dræning øget forekomsten af vådområder og der er nu en række småsøer og mindre moser med ganske interessant plante- og dyreliv. Byen Hareskovby befinder sig midt i skovene. Fægyden er en vej mellem Hareskovby og Værløse, der tidligere blev brugt til kvægdrift, og vejen deler skoven i Lille Hareskov vest for vejen og Store Hareskov øst for vejen. I Hareskovene er der både ridestier og en mountainbikerute.

Store Hareskov er det område de fleste forbinder med navnet Hareskov. Det afgrænses mod vest af Fægyden og mod øst af Hillerødmotorvejen. Området gennemskæres af Hareskovbanen. Træerne af høje rette bøgetræer samt granplantager hist og her. Stierne er udlagt i klassisk stjerneform der vidner om området i tidligere tider var kongeligt jagtområde, hvor man bl.a. praktiserede parforcejagt. Skoven drives primært med henblik på rekreative værdier. I midten af skoven er nu en stor rydning kaldet "Sletten" hvor der af og til (f.eks. på Skovens dag) foregår forskellige aktiviteter og der er også bålpladser. En del lavtliggende steder er dræningen nu ophørt og gamle vådområder er genetableret. I den sydlige del af Store Hareskov ligger Svenske Vold. Dette er et voldanlæg etableret under krigen i 1658-60 og er en ca. 400 m lang, 0,5 m høj og 1,5 m bred jordvold med foranliggende grav. Her lå en af svenskernes lejre ved belejringen af København.

Kilde: Wikipedia.

Klik her for kort og billeder fra lokaliteten.


Naturtype
Højstammet bøgeskov og granskov med små søområder.



Foto: Frank Desting



Dyr og planter

I Store Hareskov er der iflg. DOFbasen noteret i alt 128-129 forskellige fuglearter.

Af ynglefugle er der de senere år registreret blandt andet:
Lille Lappedykker, Grågås, Duehøg, Musvåge, Natugle, Skovsneppe, Huldue, Stor Flagspætte, Hvid Vipstjert, Rødstjert, Sangdrossel, Fuglekonge, Rødtoppet Fuglekonge, Grå Fluesnapper, Broget Fluesnapper (?), Halemejse, Sumpmejse, Sortmejse, Spætmejse, Træløber, Skovskade, diverse sangere, Jernspurv, Rødrygget Tornskade, Stillits, Dompap og Bogfinke.

Sortspætten kommer af og til på besøg og sjældne vintergæster som Høgeugle, Spurveugle, Stor Tornskade og Hvidvinget Korsnæb kan visse år iagttages i skoven.

Høgeuglen, som har overvintret nogle gange i skoven har været en stor publikumsmagnet og tiltrukket adskillige twitchere og fotografer.

Af andre dyr og sommerfugle er der (iflg. DOFbasen) i Store Hareskov truffet 20 forskellige arter af pattedyr, herunder Rådyr (som ses af og til), Ræv, Egern og Rødmus samt 5 flagermusarter.
Yderligere er truffet 3 forskellige arter af krybdyr (Snog, Stålorm og Skovfirben (Alm. Firben)) og 4 arter af padder, herunder Grøn Frø og Lille Vandsalamander.
Der er angiveligt også truffet Stor Vandsalamander ved Naturstyrelsens vandhuller.
Ydermere er 21 forskellige arter af dagsommerfugle indtastet i DOFbasen fra Store Hareskov.

Hele 871 forskellige arter af svampe er til og med udgangen af år 2017 registreret via. Svampeatlas.dk på lokaliteten.


Se observationer fra lokaliteten her.


Gulstokket Huesvamp (Mycena epipterygia) fra lokaliteten. Foto: Frank Desting



Adgangsforhold
S-tog og buslinie 165 kører til og fra Hareskov Station.



Observationssteder
Hele skoven.



Andre oplysninger
Rapport over fuglelivet mm. i Store Hareskov er udarbejdet af undertegnede i december 2017.
- se linket HER


Skrevet af Frank Desting, senest redigeret af Frank Desting. Historik (denne beskrivelse) | Historik (alle)

Side 1 af 1 - Gå til side 1

 




Email notificering
Du modtager en e-mail hvis artiklen kommenteres



Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondata | Translator