Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

21. november 2018

Skal vi vække de døde til live?

Britt Wray

Rise of the Necrofauna

Greystone Books 2017

Det lyder som titlen på et computerspil, men rent faktisk handler denne bog om noget, der er så fantastisk, at det næsten ikke er til at tro. Der er forskere som forsøger at genskabe mammutten. Der er forskere som mener det er muligt at vække vandreduen til live, og andre som forsøger at genbefolke den russiske taiga med alle de store planteædere, der engang strejfede rundt i området i enorme flokke. Og hvad med de australiere, som med jævne mellemrum fortæller om forsøget på at vække den tasmanske pungulv til live? Spændende? Javist. Fascinerende? Endnu mere javist. Skræmmende? Ja, lidt. Kan det overhovedet lade sig gøre? Ja, formentlig. Måske ikke lige nu, men uden tvivl en gang ude i fremtiden.

Og så det store spørgsmål: Skal vi? Det er jo ikke kun et spørgsmål om teknik og biologi, men også om etik, jura og risikoen for, at noget går helt og aldeles galt.

Det er specielt disse aspekter som forfatteren Britt Wray diskuterer i ”Rise of the Necrofauna”. En ting er, at det måske en dag lykkes at genskabe en mammut eller en vandredue, men hvad bliver så det næste? Skal de slippes ud i naturen igen? Ud i en natur, som måske har ændret sig så meget siden deres forsvinden, at der ikke er plads til dem mere? Hvad nu hvis deres genkomst betyder, at andre arter bliver presset ud? Og hvad nu hvis det hele på en eller anden måde går frygteligt galt – skal vi så fjerne eller måske endda udrydde en helt ny art, som vi lige har ”sendt på markedet”? Historien er jo fyldt med eksempler på hvor galt det kan gå, hvis mennesker blander sig i naturen uden at tænke sig om først – kaninen og agatudsen i Australien, for nu bare at nævne et par nærliggende eksempler. Og hvad nu med det juridiske – kan man tage patent på en ny art? Muligvis ikke, men der er med garanti nogle, der vil prøve. Og vil det i det hele taget være ”pungulve”, ”mammutter” eller ”vandreduer” man bringer til live? Eller bare look-alikes? Der er sågar projekter som ser på muligheden af at modificere elefanter rent genetisk, så de bliver mere kuldetolerante, og dermed kan spille rollen som mammutter, uden rent faktisk at være det.

Og hvad nu med folks holdninger til de nye dyr? Hvis det nu rent faktisk bliver muligt at genskabe uddøde dyr udfra skind, vævsprøver, tænder eller andre rester, hvorfor skulle man så bruge tid og kræfter på at beskytte dyrene og deres miljø, mens de er levende? Kan man så ikke bare ”bygge” nogle nye?

Jeg har ikke svaret, og det har ”Rise of the Necrofauna” heller ikke, men det er spørgsmål, der er værd at tænke over, og en bog, der er værd at læse.



Foto: Lars Thomas

De senest indberettede arter i Naturbasen: