Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
15. december 2018
 

Artikler

Artikeloversigt | Skriv ny artikel | Seneste artikler | Opdaterede artikler | Retningslinjer


Side 1 af 1 - Gå til side 1

 

Navn Artikler -> Boganmeldelser & boglister

Lars Thomas
En billebibel der kræver armkræfter. (Læst 426 gange) Postet d. 28-11-18 kl. 22:26
En billebibel der kræver armkræfter. (Stephen Marshall 
Beetles
The Natural History and Diversity of Coleoptera
Firefly Books 2018

H)
Lars Thomas har vedhæftet dette billede
Stephen Marshall

Beetles

The Natural History and Diversity of Coleoptera

Firefly Books 2018

Hvis denne fantastiske bog overhovedet har en fejl, så er det dens omfang. 784 sider, 22 x 28 cm, og en vægt på omkring 2½ kg gør, at den er dødbesværlig at læse i. Man kan ikke ligge i sofaen med den uden at få krampe i armene eller risikere en brækket næse, fordi man taber den. Man kan heller ikke sidde i en stol uden at føle sig som en vægtløfter (måske kan den bruges til styrketræning?), og man kan da slet ikke have den med i toget eller i flyveren hvis man skal ud at rejse. Man er nødt til at sidde ved et bord og studere den som om man læste til eksamen.

Når det er sagt, er det en på alle måder utrolig bog. Hvis man er interesseret i biller, kan jeg ikke forestille mig noget værk, der giver en bedre oversigt over hvad der trods alt er verdens største dyregruppe. Teksten beskriver billernes økologi og levevis i spændende detaljer, og ikke mindst deres utrolige variation. Der er naturligvis ikke plads – selv i en bog af det omfang – til at beskrive alle biller, men samtlige familier, og nogle gange endda helt ned til underfamilier, får et ord med på vejen – nogle gange ganske mange ord – så man kommer hele vejen rundt i billernes verden. Der er endda en nøgle sidst i bogen, der gør det muligt at placere en given bille i en bestemt familie.

Og så er bogen for resten også illustreret med noget i retning af 4500 fotos af billeder, stort set alle sammen taget af forfatteren selv. Det er et utroligt arbejde, der enten må have taget år, eller også vidner om en forfatter med et utroligt energiniveau – i betragtning af, at han allerede har skrevet to bøger af stort set samme omfang – den ene om fluer, og den anden generelt om insekter i Nordamerika, fristes man til at tro, at energiniveauet sprænger den normale skala.

Og så er der jo lige nogle af historierne som bogen også er fyldt med. Historier der kan overbevise en om, at biller virkelig er noget særligt. Der er jo f.eks. Platypatrobus lacustris, der kun lever i væggene i bæverhytter. En god nabo til Platypsyllus castoris, der kun lever på bævere.

Eller hvad med den australske Juladimorpha bakewelli, hvor hannerne i en periode lod sig overvælde af mønstret i bunden af bestemte australske ølflasker, og parrede sig med dem i stedet for med deres egne hunner (bryggeriet har sidenhen ændret designet på deres flasker, siges det).

Nogle biller er store, og nogle er små – meget små. Billerne i slægten Thorictes holder til på antennebaserne af myrer, hvorfra de kravler ud og tager for sig af små fødepartikler eller væsker som myrerne kommer i nærheden af.

Og skulle man være billesamler skal man måske overveje at gå i en stor bue udenom medlemmerne af slægten Zoopherus, der er så svært pansrede, at man er nødt til at bore huller i dem. Almindelige insektnåle bøjer eller knækker, hvis man forsøger sig med at presse dem igennem.

Og hele herligheden kan fås hos Natural History Bookshop for kun omkring 500 kroner – køb den, hvis du er interesseret i biller!!



Kommentér

Ole Martin
#1 Kommentar postet d. 13-12-18 kl. 19:28. Emne: En billebibel der kræver armkræfter.
Hej Lars.

Tak fordi du har gjort os opmærksom på denne fantastiske bog, som jeg netop har modtaget.

Hvis man "kun" er interesseret i danske/europæiske biller er den nok skudt en del over målet. Men hvis man vil vide mere om de biller, som findes udenfor vores faunaområde (hvilket jo er hovedparten), så er der meget at hente. Jeg har f.eks. selv haft glæde af at gense arter i bogen, som jeg på rejser i Afrika, Asien og Sydamerika har været heldig at se.

Desuden er bogens systematiske del ført ajour med gennemgang og beskrivelser af de mange nyopdagede billefamiler, der er kommet til de seneste årtier, hvor studiet af insektfaunaen især i tropiske egne er intensiveret.

Billedmaterialet er gennemgående af høj kvalitet, selvom der er brugt kunstigt lys og studieoptagelser af mange arter. De bedste billeder er helt sikkert af de biller, der fra naturens hånd ikke er blanke og skinnende, men hårede eller matte, som ikke generes af genskin fra blitzlys. Små arter gengives naturligvis heller ikke af samme kvalitet som de mere prangende og større, fotogene arter.

Helt sikkert en uvurderlig bog med tekst og fotografisk gennemgang med talrige eksempler fra den nok mest artsrige insektorden med omkring 400.000 beskrevne arter.



Kommentér

Side 1 af 1 - Gå til side 1

 




Email notificering
Du modtager en e-mail hvis artiklen kommenteres



Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator